2. div.: Optakt

12.10.2007 09:37

Lørdag drager Brøndby IF's andethold mod Stenløse Stadion, hvor Stenløse Boldklub venter i 2. divisionsbraget. Det er rækkens fjerde- og femteplads der tørner sammen, og sejrherren kan med tre vigtige point hænge på i toppen af rækken. Mikkel Bischoff står foran comeback, og kan meget vel blive udtaget til truppen.

Efter en noget blandet start på sæsonen for Brøndby IF's U-21 hold, kom en forrygende stime med flere storsejre. De seneste to kampe har dog fået talenter ned på jorden igen, hvor de senest på eget græs måtte indkassere sæsonens første hjemmebanenederlag.

Lukasz Cieslewicz

Lukasz Cieslewicz viser forrygende målform på U-21 mandskabet, der skal op mod Stenløse i morgen i 2. division øst.

Formstærk modstander

Selvom de blå-gule har haft lidt svingende resultater, er de stadig det mest scorende hold i 2. division med et scoringsgennemsnit på 2,8 mål pr. kamp. Det skyldes blandt de to skarpe angribere Patrick Mortensen og polakken Lukasz Cieslewicz der har stået for i alt 12 scoringer. 

De blåblusede fra Stenløse BK har haft en god start på sæsonen. Sidste år endte de lige over nedrykningsstregen med kun 22 point i sæsonens 26 opgør. I denne sæson har de hentet stort set ligeså mange point på de første 10 runder, og de kan med en sejr over Brøndby IF komme op og snuse til toppen.

Mikkel Bischoff

Mikkel Bischoff er kommet sig over sin knæskade og kan meget vel få spilletid mod Stenløse i morgen.

Bischoff måske med

Forsvarsspilleren Mikkel Bischoff blev uheldigt skadet i sæsonopstarten, hvor Brøndby IF spillede opvisningskamp mod Herfølge. Siden kampen har man kunne finde Bischoff i styrkerummet eller på træningsbanen, hvor genoptræningen er forløbet godt.

Så godt at han kan være at finde i træner Peer F. Hansens 2. divisionstrup, der løber på banen på Stenløse Stadion.

- Det går rigtig fint. Jeg træner fuldt med og jeg håber jeg kan spille med for 2. divisionsholdet på lørdag. I det hele taget er genoptræningen gået rigtig godt, sagde Mikkel Bischoff i går til brondby.com.

Sidste sæsons opgør i 2. division mellem Stenløse og Brøndby IF endte med to storsejre til de blå-gule på henholdsvis 5-1 og 5-0. 

Kampen fløjtes i gang lørdag kl.15.00 på Stenløse Stadion.