U-16: Medaljerne kom i hus

17.11.2007 22:39

Det var en kamp, der var kendetegnende for Brøndby IFs U/16-holds sæson. Skarpheden i modstandernes felt manglede, men i denne omgang fik Brøndby IF nu alligevel kørt en 2-0 sejr hjem på hjemmebane over Hvidovre.

Derfor kunne spillerne efter kampen, der blev spillet lørdag eftermiddag, fortjent få hængt bronzemedaljerne over hovedet for deres flotte tredjeplads i U/16-Ligaen.

Kampen startede også perfekt for de blågule. De sad hurtigt på Hvidovre, der endte sæsonen med at ryge ned på sidstepladsen i tabellen. Allerede efter otte minutters spil kunne Bynjamin Salievski således bringe hjemmeholdet foran, og så var det, at Brøndby IF begyndte at vise noget af den uskarphed, der har kostet i løbet af sæsonen.

Mange chancer blev misbrugt, men i den anden ende var der til gengæld stor sikkerhed. Hvidovre blev lukket stille og roligt ind i kampen, men Brøndby-spillerne fik reddet stormen af over flere omgange. Vilje og moral manglede der ikke hos hjemmeholdet, og efter 56 minutters spil kunne Ibrahim Atrach så score det vigtige 2-0 mål, der også blev kampes sidste.

Dermed sluttede Brøndby IF på tredjepladsen efter OB og FC Midtjylland.

Stærkt sammenhold

- Det har været meget kendetegnende for vores sæson, at vi har manglet skarphed i begge ender, men i dag manglede vi den så kun i angrebet, sagde træner John Ranum efter kampen.

- Vi starter godt og sidder godt på det, men vi misbruger de muligheder, vi har for at lægge låg på. Vi kunne have lukket kampen, men i stedet inviterer vi Hvidovre ind i kampen igen, sagde træneren.

Han kunne dog ikke klage over det mentale aspekt hos hans spillere, men det er også noget, de har mestret i løbet af sæsonens 22 kampe.

- I dag når det spillemæssige godt nok ikke de samme højder, som vi ved, vi kan, men det kan have mange årsager. Drengene viser en fantastisk moral og vilje, og som de har gjort hele året, så viser de et stærkt sammenhold og kommer sig fint over den modgang, de møder. Det er vigtigt, for der vil altid komme en periode i en kamp, hvor tingene ikke lige kører, men det kommer de sig flot over, sagde John Ranum.

Lover godt for fremtiden

Det var en træner, der var ganske tilfreds med indsatsen, selvom der manglede skarphed i visse situationer, og så var han blevet ekstra optimistisk med hensyn til en enkelt af hans spillere.

- Jeg må sige, at Mathias Gehrt gør det godt i dag. Han kommer først ind i anden halvleg, men han går ind som banens absolut mindste spiller og får vist noget af hans potentiale. Han mangler selvfølgelig noget fysik, men han viser sit gode blik for spillet, og så drejer han altså modstanderne af sig, selvom de er dobbelt så store som han er. Men det lover godt for fremtiden med ham og flere af de andre spillere, sagde træner John Ranum.

Startopstillingen

M. Falkesgaard

D. Norouzi - J. Jørgensen - V. Johannessen - N. Boilesen

M. Larsen

Jens Larsen- I. Atrach

A. Corlu - B.Salievski

B. McGrath

U/16: Brøndby IF ? Hvidovre 2-0 (1-0)

  • 1-0 Bynjamin Salievski (8.)
  • 2-0 Ibrahim Atrach (56.)

Indskiftninger

  • M. Gehrt / A. Corlu (55.)
  • N. Rohde / B. McGrath (59.)
  • J. Vesterberg / Jens Larsen (75.)