Tobias: Underholdning i vente

02.11.2007 15:10

Pilen peger i den rigtige retning. Resultatmæssig optur og spillemæssig fremgang skal fortsætte på søndag, hvor Lyngby gæster Brøndby Stadion i årets næstsidste hjemmekamp.

Der forventes mange tilskuere på lægterne og de ydre rammer om det traditionsrige opgør er i top. En ny Brøndby-hymne vil blive præsenteret og formentlig leveret af de mange fans, mens Brøndby Tifo også er i fuld gang med forberedelserne til en velkomst til spillerne.

Mikkelsen tror på underholdning

For Brøndbys kantspiller Tobias Mikkelsen bliver kampen ekstra interessant. Indtil i sommer udfoldede han talentet i netop Lyngby og søndagens kamp bliver opgør nr. to mod de tidligere holdkammerater.

- Det bliver selvfølgelig spændende og jeg glæder mig meget til den kamp. Vi skal altid vinde på hjemmebane og Lyngby kan godt bruge nogle point, så det bliver en vigtig kamp. Begge hold vil gerne spille fodbold så jeg tror også det bliver underholdende, siger Tobias Mikkelsen der endnu ikke ved om han får genvalg i startopstillingen.

- Jeg vil selvfølgelig helst spille, men det må Tom om. I første omgang er jeg glad for at være tilbage, mener Mikkelsen der ligesom holdkammeraterne har haft fri i dag.

Tobias Mikkelsen

Tobias Mikkelsen savner at spille på Brøndby Stadion, hvor hans seneste optræden ligger helt tilbage i starten af september måned. Søndag kan stortalentet og holdkammeraterne se frem til fantastiske rammer om det traditionsrige opgør mod Lyngby BK.

Mange lige opgør på Brøndby Stadion

De to hold har mødt hinanden 20 gange på Brøndby Stadion gennem tiden, og Brøndby fører kun akkurat statistikken med ni sejre mod Lyngbys syv, mens fire opgør er endt i pointdeling.

Det er dermed anderledes lige mellem de to klubber, end det er på Lyngbys hjemmebane, hvor Brøndby har 11 sejre i 20 kampe, mens Lyngby kun har vundet seks gange.

Seneste hjemmekamp mod netop Lyngby blev vundet. Dengang med cifrene 3-0 i Brøndbys første hjemmesejr i denne sæson. Her scorede Martin Ericsson, Morten "Duncan" Rasmussen og Kim Daugaard de tre mål - alle i kampens sidste 20 minutter.

Det er dog langt fra Brøndbys største hjemmesejr over Lyngby i Superligaens historie. Den faldt 29. november 1998, hvor Brøndbys 6-0-sejr blev sikret via ikke færre end tre dobbelte målscorere. Bo Hansen, Ebbe Sand og Bent "Turbo" Christensen sørgede for tenniscifre i en underholdende kamp foran godt 8.000 tilskuere.

Tobias Mikkelsen

Tobias Mikkelsen kan dreje forsvarsspillerne begge veje med tætte driblinger. Søndag står stortalentet overfor de tidligere holdkammerater i Lyngby BK.

Klar til gensynet med Brøndby Stadion

Onsdag aften var han tilbage på Brøndbys hold efter knap to måneders skadespause. I den lille time han fik på banen var der plads til et par af de kendte Mikkelsen-driblinger.

- Det var fedt at være tilbage. Jeg skulle lige vænne mig til tempoet og spillemæssigt gik det stille og roligt. Det tager lidt tid at komme tilbage på toppen.

I Odense blev der påny leveret uden for banen, endda i så høj grad, at hjemmeholdets fans i lange perioder blev overdøvet.

- Det var super fedt og det er vildt, at de bliver ved med at støtte os. Det var som at spille på hjemmebane, næsten i hvert fald, og det var en fantastisk oplevelse. Også efter kampen hvor vi sagde tak for støtten.

Søndag kan han atter træde ind på Brøndby Stadions imponerende græsplæne. Det bliver et glædeligt gensyn fortæller han.

- Jeg glæder mig rigtig meget og jeg har savnet det. Man mærker virkelig hvor god stemningen er, når man sidder ude på lægterne. Jeg er blevet imponeret hver gang og søndag tror jeg, at stemningen lige får endnu et hak opad, slutter Mikkelsen forventningsfuldt.

Tobias Mikkelsen 

Søndag er stortalentet tilbage på Brøndby Stadion efter et par måneders kamppause. Mikkelsen er på vej tilbage mod storformen.