Stimen oppe på seks kampe

01.11.2007 11:04

Brøndby IF's dramatiske kvalifikation til kvartfinalerne i DBU's landspokalturnering i går mod OB var den foreløbige kulmination på en god blå-gul stime med nu seks kampe på stribe uden nederlag.

Det hele begyndte med 2-1-sejren i pokalen mod Silkeborg 26. september, hvor Thomas Rasmussen med en superscoring sørgede for sejren, og indtil sidste øjebliks-gevinsten i Odense i aftes har Brøndby også præsteret at vinde to kampe og spille to uafgjort i SAS Ligaen.

Seneste Brøndby-nederlag ligger nu helt tilbage til 23. september, hvor hjemmeholdet tabte en tæt kamp i SAS Ligaen med 0-1 til F.C. København.

Brøndby vandt senest efter forlænget spilletid i pokalen 5. marts sidste år, hvor Johan Elmander sikrede Brøndby sejren efter 102 minutter af kampen mod F.C. København. Det var endnu en særdeles dramatisk affære, hvor FCK's Tobias Linderoth og Razak Pimpong var blevet udvist i den ordinære, målløse kamp.

Flere end 14.000 tilskuere så dengang Brøndby gå videre i turneringen, hvor semifinalen dog blev endestationen.

Lorentzen og Wass

Lorentzen og Wass - to Brøndby-spillere der kan glæde sig over en god stime, der nu lyder på seks kampe uden nederlag.