Stephan er klar til jubilæumskamp

29.11.2007 15:20

Det er en markering af de store, når Brøndby IF og F.C. København søndag tørner sammen i efterårets sidste SAS Ligakamp i Parken. Opgøret er nemlig det 50. i ligaen mellem de to mandskaber, og dermed er FCK det femte hold, Brøndby når at spille 50 kampe mod.

Fra spillerside er der også lagt op til et brag af de store, selvom statistikken ikke fylder det store i forberedelserne. Den flotte 8-kamps stime blev brudt i Esbjerg fB og nu handler det udelukkende om at slutte året af med en god præstation.

- Det er jo en stor kamp og dem skal man altid glæde sig til. For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald sige, at jeg tændt til kampen og jeg glæder mig sgu, siger selvtillidsfulde Stephan Andersen ovenpå en god halvsæson i Brøndby-buret.

Forude venter 90 minutters spilletid, plus det løse, og målmanden lover på holdets vegne, at der ikke bliver sparet på nogle kræfter.

- Vi er jo ikke gået på ferie endnu! Vi har lige 90 minutter hvor vi skal præstere maksimalt og det er vi klar til. Vi er i godt humør og har trænet fint så vi går ind til kampen med en god portion selvtillid og optimisme. Hvorvidt det rækker til point og sejr må vi se efter kampen, men vi giver den alt hvad den kan trække. Det kan alle de mange fans, der er på plads derinde for at støtte os, godt forvente, afrunder keeperen.

Stephan Andersen

Opgøret mod FC København er det 50. de to klubber imellem i SAS Ligaen. Kun Brøndby og AaB har været i Superligaen altid, og indtil videre har det medført 55 indbyrdes opgør. Mod AGF har Brøndby indtil videre spillet 53 kampe, mens det både mod OB og Silkeborg er blevet til 51 indbyrdes opgør.