Randers i kvartfinalen

02.11.2007 08:16

Brøndby IF spillede sig onsdag aften i kvartfinalen i pokalturneringen og her til middag blev der så trukket lod til de fire kvartfinalekampe. For Brøndby IF's vedkommende ville lodtrækningen det således, at modstanderen i kvartfinalen bliver Randers FC. Kampen spilles på Brøndby Stadion.

Randers mødte i forrige runde SønderjyskE der blev besejret 2-0 efter forlænget spilletid.

Glæder sig over hjemmebanefordel

- Det kunne have været bedre og det kunne også have været værre. Vi plejer altid at trække de helt store hold, så skulle vi trække et hold fra SAS Ligaen, var Randers vel at foretrække, selvom de bestemt ikke skal undervurderes. Set over det hele synes jeg det er en ok lodtrækning, lyder den umiddelbare vurdering fra pokalhelten Kasper Lorentzen.

- Jeg er meget glad for, at vi skal spille den på Brøndby Stadion og som med alle de andre kampe vi spiller på egen bane, så skal vi vinde. Da vi mødte dem for nylig skulle vi også have vundet, men der manglede vi måske heldet, fortætter Lorentzen om 1-1 ligakampen den 30. september på Brøndby Stadion.

Kvartfinalekampen skal spilles søndag den 9. marts. Weekenden efter er der forårspremiere i SAS Ligaen og her gæster Randers FC pudsigt nok også Brøndby Stadion.

- Ja, det er jo bare ligesom kampene mod OB. Nu får vi to kampe mod Randers som de første i 2008 og der er ingen tvivl om, at to kampe på egen bane kan være med til at give os et godt afsæt til et spændende forår, slutter Lorentzen.

Information

Kvartfinalekampene spilles søndag den 9. marts 2008. Endeligt spilletidspunkt bliver meldt ud på brondby.com når det foreligger.

Brøndby IF har været i pokalfinalen syv gange, senest i 2005 hvor FC Midtjylland blev besejret i finalen efter forlænget spilletid. I alt har de blå-gule vundet trofæet fem gange.

Lorentzen

Kasper Lorentzen og co. skal møde Randers i pokalturneringens kvartfinale, en kamp der spilles på Brøndby Stadion til marts i det nye år.