Nederlag i Esbjerg

25.11.2007 19:53

Brøndby tabte søndagens udekamp mod Esbjerg med 3-2. Njogu Demba-Nyren scorede to gange i en kamp, hvor Brøndby var tæt på et fantastisk comeback efter, at have været bagud 3-0. Brøndbys mål blev scoret af Chris katongo og Stefan Gislason.

Brøndby, der til dagens kamp blev ledet af Henrik Jensen på grund af Tom Køhlerts influenza, kom skidt fra start. Allerede efter 32 sekunders spil kunne svensk-gambianske Njogu Demba-Nyrén bringe Esbjerg foran 1-0, da han fik alt for meget plads til at tage et fladt indlæg fra venstre ned og fra kort afstand kunne udplacere Stephan Andersen.

Efter en halv time havde Brøndby sin første afslutning, da Samuel Holmen trykkede godt af fra kanten af feltet, men mere end hjørne blev det ikke til. I stedet kunne Jesper Mikkelsen sende Esbjerg på 2-0, da han syv minutter før pausen skruede bolden over muren og i mål direkte på frispark.

Fra anden halvlegs start pressede Brøndby godt på, men efter syv minutter var det så hjemmeholdet, der slog kontra og bragte sig på 3-0. Endnu engang var målscoreren Njogu Demba-Nyren, der havde en af sine gode dage over for Per Nielsen.

Bagud 0-3 satsede Brøndby og gik over i en 4-4-2 og Katongo kom på banen og satte lidt fart i spillet. Et kvarter før tid fik han fikst bolden med sig og i en og samme bevægelse bragede han bolden op i målhjørnet uden chance for Lars Winde.

Målet gav Brøndby yderligere gejst og ti minutter før tid kunne Stefan Gislason snitte reduceringen til 2-3 i mål.

Mod kampens afslutning satsede Brøndby alt og i flere situationer var man tæt på en udligning. Satsningen kostede dog også bagud, hvor Esbjerg til sidst fik tilkendt et noget tvivlsomt straffe. Stephan Andersen reddede imidlertid Niki Zimlings spark og så sluttede kampen 3-2 til Esbjerg.

Kampen vil udover de mange mål også blive husket for de kraftige vindstød af stormstyrke og regnen og haglen, der væltede ned under specielt første halvleg. Efter otte minutter endda så voldsom, at dommer Jesper Overgaard valgte at afbryde kampen i et par minutter.