Howard: Viser niveauet

11.11.2007 13:26

- Efter en kamp som i dag, har jeg det godt.

- Vi gør alt rigtigt, og det betaler sig til fulde. Jeg synes at vi helt klart er på vej tilbage til det niveau som vi skal være på, og det gælder også for mig personligt. Jeg har været lidt utilfreds med ikke at ramme niveauet efter nogle skader, men jeg er ved at være der, smiler den kontante engelske stopper.

Hårdt arbejde

- Vi har længe arbejdet hårdt til træning, og det arbejde ser vi nu gevinsten af. Vi har ikke tabt de seneste 8 kampe, og viser det niveau truppen har, selvom mange har tvivlet. Det har jeg aldrig, men der er lang vej endnu, kommer det ærligt.

- Hele stemningen på holdet er vendt, og vi har det mere sjovt og afslappet, og det gør en kæmpe forskel. Man kan mærke det i hverdagen, men også under kampene hvor der bliver kommunikeret og arbejdet hele tiden. Spillet bliver også bedre og bedre, og det er dejligt at spille bag en midtbane som den vi har. Uanset hvem der spiller foran os er det høj klasse.

- Der er selvfølgelig forskel på at spille med Berthelsen og med Per. Når man spiller med Per, så lærer man hver gang, og det er klart at min rolle er anderledes når Per ikke er på. Jeg synes dog at vi står godt i dag, og Horsens kommer jo reelt ikke frem til noget som helst, så sejren kan ingen pille ved, mener englænderen.