Horsens på besøg for 4. gang

09.11.2007 11:17

Brøndby IF kan udbygge sin aktuelle stime til otte kampe i træk uden nederlag, hvis holdet lørdag får et godt resultat mod AC Horsens i SAS Ligaens 16. runde - den tredje sidste i dette efterår.

AC Horsens har gæstet Brøndby Stadion tre gange tidligere i ligasammenhæng, og her har de østjyske gæster endnu ikke fået et ben til jorden. 2. oktober 2005 vandt Brøndby med 4-1 over Kent Nielsens mandskab, og i sidste sæson blev det henholdsvis 3-0 5. august 2006 og 2-0 i maj måned i år. Det giver dermed imponerende 9-1 på måltavlen.

Formstærk modstander

AC Horsens har efter to sæsoner med 10.-pladser som slutplaceringer for alvor fået gang i tingene i indeværende sæson. Efter 15 runder ligger holdet på SAS Ligaens femteplads med 26 point for syv sejre, fem uafgjorte og blot tre nederlag, så der er bestemt grund til at have respekt for lørdagens modstander.

Brøndby kan dog med en sejren lukket noget af hullet op til netop østjyderne og for alvor bringe sig ind i SAS Ligaens brede midterfelt.

Duncan

Senest Horsens gæstede Brøndby Stadion hev de blå-gule en 2-0 sejr hjem. Duncan og Katongo scorede målene i sidste sæsons sidste kamp i SAS Ligaen.