Henrik J: Vi tog det forkerte valg

26.11.2007 02:29

Tidligt søndag morgen fik cheftræner Tom Køhlert det dårligt og de influenza-lignende symptomer fortsatte, da han sammen med Peder Siggaard kørte til Esbjerg i bil. Derfor var det assistenttræner Henrik Jensen, der styrede Brøndby-tropperne i 2-3-nederlaget mod Esbjerg.

- Vi får en håbløs start og sætter os selv ekstra under pres. Vi havde det svært i første halvleg på grund af vejret. Vi kom helt sikkert til at mangle noget fysik. Esbjergs firemands-midtbane var for stærk i forhold til vores tre, og vi får ikke vores kanter med ned at hjælpe. Det var meget svært at spille positionsspil, og blev det til noget, så blev det meget fysisk, forklarer Henrik Jensen.

Vejret fik en stor betydning for kampens forløb. Det var Brøndby, der vandt lodtrækningen, og man valgte at spille i modvind i første halvleg.

- Vi havde snakket om, om vi skulle gøre det ene eller det andet, og man kan så sige, at vi tog det forkerte valg. De to halvlege var så forskellige. Der var meget mere vind og hagl i første halvleg. I anden halvleg blev det lettere, for der var stadig lidt vind, men der var ikke det uvejr, der var i første halvleg, siger Jensen.

- I anden halvleg får vi fordelen af vinden, og så får vi lidt mere spil i gang. Vi går over og spiller 4-4-2, og vi får lagt lidt tryk på. Vi står bedre på banen, særligt på midtbanen, og det giver nogle hjørnespark, som vi altid er farlige på. Det er rigtigt, at Katongo også får sat lidt fart i spillet, men der spiller vi også med to centrale oppe foran, og det gør, at Duncan får lidt hjælp deroppe, vurderer dagens cheftræner.

- I pausen snakker vi om, at det bliver svært, hvis vi kommer bagud 3-0, og så får de netop det dumme mål. Det var os, der skulle have haft et i den periode, og så tror jeg også godt, vi kunne have vundet. Jeg er tilfreds med anden halvleg. Uden at spillet er prangende, så går vi ind og scorer to mål og er tæt på det tredje. Winde laver en superredning derinde til sidst. Alt i alt synes jeg, det er fortjent, Esbjerg vinder. Det kan vi nok ikke pille ved. Vi skaber ikke noget i første halvleg, og de har trods alt også et par chancer i anden halvleg, lyder det afsluttende fra Henrik Jensen.