Ekstra billetter til Parken

27.11.2007 12:21

Når Brøndby IF gæster Parken på søndag til efterårets sidste runde i SAS Ligaen, bliver det som sædavnlig med markant blå/gul støtte fra lægterne. Der har været run på billetsalget i Shoppen, og det har således været nødvendigt at udvide gæsteafsnittet for at opfylde den store billet-hunger i Brøndbys fanskare.

De 2100 billetter på nedre D, der i første omgang blev stillet til rådighed for Brøndby-fans, blev allerede udsolgt i sidste uge, og der er på nuværende tidspunkt gjort et pænt indhug i de 600 ekstra billetter, der er blevet tildelt udeholdet på samme tribunes mellem-afsnit.

Danmarks bedste er klar

På vegne af alle de Brøndby-fans, der på formidabel vis har støttet op om holdet i en resultatmæssigt svær periode, vandt Brøndby Support forleden titlen som Årets Fans. Helt fortjent i øvrigt, for er der nogen der har vist Europa-klasse dette efterår, er det den store flok af blå-gule supportere, der gang på gang har overgået sig selv med flotte tifoer og en fænomenal støtte til holdet.

Vil du være med til at blæse Brøndbys 11 frem til den bedst mulige afslutning på efteråret, skal du være hurtig. Stablen af billetter i Brøndby Shoppen svinder, og det må forventes at der meldes udsolgt inden længe.

Der er enhedspris i Parken, så billetterne til mellem-afsnittet på D-tribunen koster 220 kr. inkl. gebyr. De skal købes i Brøndby Shoppen og kan ikke reserveres over telefon. 

opbakning

Der er altid god opbakning til udeholdet i Parken. Søndag bliver nok ingen undtagelse, da der allerede nu er åbnet for et ekstra afsnit til de mange blå-gule supportere til årets sidste SAS Liga-kamp.