Brøndby topper formbarometeret

05.11.2007 10:12

Med endnu en sejr i SAS Ligaen over Lyngby Boldklub er Brøndby IF's aktuelle stime nu så god, at holdet topper formbarometeret over de seneste fem spillede runder i SAS Ligaen.

Tom Køhlerts mandskab har samlet 11 point via tre sejre og to uafgjorte, og det er ét point bedre end både AaB og Randers FC, mens F.C. København, FC Nordsjælland, FC Midtjylland og AC Horsens alle har hentet otte point.

Bedste målregnskab

Brøndby IF er sammen med OB, der først spiller i aften, det eneste hold, der er ubesejret i de seneste fem runder. Målscoren siger 8-3 til de blå-gule, hvilket aktuelt også er SAS Ligaens bedste målregnskab.

Gårsdagens 3-0-sejr var Brøndbys 10. på hjemmebane over Lyngby i Superligaens historie. Hjemmeholdet udbyggede desuden målscoren til 38-29. Alt i alt har Brøndby 21 ligasejre i 41 indbyrdes opgør med Lyngby siden 1991. Målscoren siger nu 79-50.

Martin Ericsson

Martin Ericsson bragte Brøndby på sejrskurs, men måtte senere lade sig udskifte med en forstuvet ankel. Den skade holder ham efter alt at dømme fra banen et par uger.