Vellykket Børsen-arrangement

28.03.2007 11:39

- Vi kunne ikke have ønsket os en bedre officiel åbning af Michael Laudrup Lounge. Gårsdagens Børsen-arrangement, der samtidig markerede åbningen af vores nye Super VIP-lounge var en stor succes, og jeg føler mig overbevist om, at det et af de arrangementer der huskes dagen efter og dagen efter den.

Ole Palmå, kommerciel direktør i Brøndby IF, kan med stor tilfredshed se tilbage på gårsdagens arrangement i Michael Laudrup Lounge, hvor Børsen Executive Club havde inviteret Vicepræsidenten i FC Barcelona, Ferran Soriano til et foredrag om strategi i forhold til sportslig og økonomisk succes i fodboldbranchen.

- Klaus Zartov, fra Børsen Executive Club, har stået for arrangementet i samarbejde med vores folk, og han var meget begejstret og fortalte, at han synes det var en rigtig god oplevelse . Et velgennemført og professionelt arrangement, som han udlagde det, og både vi og Børsen har udelukkende fået positive tilbagemeldinger. Alt i alt var det en rigtig god dag, smiler Ole Palmå.

- Det var også meget positivt at få respons fra de mange erhvervsfolk, der ikke normalt har gang på fodboldstadions. Det er altid godt at dele erfaringer, og der var mange gode ord omkring det høje kvalitetsniveau, faciliteterne og de unikke rammer der altså også kan bruges til den slags konferencer, som vi oplevede i dag.

- Leif Bech Fallesen, der er administrerende direktør og chefredaktør for Dagbladet Børsen, følger normalt ikke med i fodbold, men han var også meget begejstret, og vi havde ham bl.a. med nede i 1964, vores nye sportsbar, café og restaurant. Det var en positiv oplevelse for ham og jeg håber da vi ser ham til en kamp på Brøndby Stadion i løbet af foråret, smiler den kommercielle direktør.

- Mulighederne er mange i den her lounge og det blev vi bekræftet i. Både via vores egne erfaringer, men også på basis af den positive feed-back vi fik fra mange af dagens gæster. Jeg kunne i hvert fald ikke have ønsket en bedre officiel åbning af Michael Laudrup Lounge, slår Ole Palmå fast.

Velkomst i foyer

Kl. 15:00 var der velkomst i foyeren med drikkevarer og cannapeer.

Foyer

Efter ankomst og let forfriskning i den store foyer startede arrangementet kl. 15:30.

Hilsen

DBU's generalsekretær Jim Stjerne Hansen hilser på Michael Laudrup i foyeren, mens Siw Laudrup ser til.

Michael Laudrup Lounge

Michael Laudrup på vej ind i den nye lounge for første gang.

Deltagerne

Omkring 150 medlemmer af Børsens Executive Club var på plads i Michael Laudrup Lounge.

Webcast

Leif Bech Fallesen, administrerende direktør for Dagbladet Børsen, bød velkommen til deltagerne i Michael Laudrup Lounge, og til de ca. 400 andre Børsen Executive Club-medlemmer, der var på plads i Sønderborg, Århus, Vejle, Aalborg, Silkeborg og Esbjerg, via webcast.

Michael Laudrup modtager sin gave

Per Bjerregaard overrakte en gave til Michael Laudrup, som tak for at han har lagt navn til Nordens førende lounge.

Per Bjerregaard

Herefter gik Per Bjerregaard på talerstolen, hvor han fortalte om dansk fodbold og Brøndby IF i særdeleshed.

Ferran Soriano

Ferran Soriano var næste mand i centrum og Barcelonas vicepræsident gav et inspirerende og ganske imponerende foredrag om FC Barcelona, den økonomiske strategi der har vendt et stort underskud til en overskudsforretning på blot tre år og Soriano fortalte videre om de udfordringer fodbolden står overfor i de kommende år.

Ferran Soriano

Soriano er vicepræsident med særligt ansvar for den økonomiske strategi bag FC Barcelonas turn-around siden 2003.

Ferran Soriano

Efter foredraget fik Soriano overrakt en check fra Børsen på 50.000 kr. til FC Barcelonas sociale og humanitære fond, Fundació FC Barcelona.

De fem

Ole Palmå, Michael Laudrup, Siw Laudrup, Klaus Zartov og Per Bjerregaard.

Siw under lampenh

Siw Laudrup under den unikke spanske lampe fra Barcelona i foyeren som hun har valgt. Lampen er den eneste af sin slags i Danmark.