Syv et halvt år uden nederlag

30.03.2007 10:52

Statistikken er på hjemmeholdets side, når Brøndby IF søndag aften møder Vejle Boldklub i SAS Ligaens 21. runde. De blå-gule har således ikke tabt til Vejle siden 13. juni 1999 - altså for mere end syv et halvt år siden.

Siden er det blevet til fem sejre og to uafgjorte, og blandt de i alt syv opgør gemmer sig et par storsejre i form af 6-1 i 2001 og to gange 4-0 i sæsonen 1999/2000.

I den samlede statistik er det også Brøndby, der har teten mod vejlenserne. De to klubber har mødt hinanden 23 gange, siden Superligaen blev indført i foråret 1991, og Brøndby har 15 sejre mod blot fem til Vejle.

Målscoren siger ikke mindre end 58-21 til Brøndby. På Brøndby Stadion er det ni sejre i 13 opgør, og pudsigt nok har de to hold endnu aldrig spillet uafgjort på Vestegnen.

Morten Duncan Rasmussen

I sæsonens første indbyrdes opgør kom Morten Duncan Rasmussen på måltavlen i Brøndbys 2-1 sejr over Vejle.

Målscoringen skal nok komme i gang søndag aften. Blot tre gange har Brøndby måttet forlade banen uden at score mod Vejle, mens Brøndby til gengæld har holdt nullet i syv tilfælde.

Blot én gang, 7. marts 1999, har mandskaberne spillet 0-0, og kun 2. november 1991 har Brøndby forpasset chancen for at score på hjemmebane, når modstanderen har heddet Vejle.

Morten Duncan Rasmussen og Per Nielsen

Duncan og Nielsen i aktion i hjemmekampen mod Vejle.