Stephan: Fans gav mig gåsehud

09.03.2007 09:18

- Jeg har smidt handskerne væk. De var godt nok nye, men de ligger forhåbentlig i en skraldespand nu, kommer det med et irriteret smil fra Stephan Andersen, der forklarer situationen omkring 0-1 målet således:

- Jeg er allerede videre i hovedet, og er sådan set i gang med at sætte spillet i gang allerede inden jeg har grebet den. Det var en dum fejl, men jeg gider ikke græde snot over det. Det hjælper ingenting, og jeg er bare glad for, at vi fik udlignet så hurtigt. Det har jeg allerede takket Per Nielsen for, smiler han, nu mere oprigtigt.

- Jeg synes kampen viste, at alle har troen og en god moral. Både på banen, men sandelig også på tribunerne. Selvom vi får en kold klud i hovedet klør vi på, og bliver ved. Det er enormt vigtigt, at vi holder fast i den måde at tackle eventuel modgang på i foråret, konstaterer den store keeper.

- Det kan være vi skal bruge lidt af det i finalen, men det bliver under alle omstændigheder en rigtig god kamp. Vi har gode chancer, og har allerede en gang vist, at vi kan spille op med dem. Vi er siden gået meget frem, og vi vil selvfølgelig gøre alt for at hive det trofæ hjem. Foran alle vore egne fans her på stadion, endda.

- Næste kamp er dog FC Nordsjælland, og allerede nu er det dem vi tænker på. Vi skal have et godt afsæt i forårets første par kampe, og jeg håber vi får lige så god støtte på  søndag.

På spørgsmålet om publikums, og især Faxe-tribunens, reaktion på hans fejl, fortæller Stephan:

- Jeg fik sgu helt ærligt gåsehud over den måde de bakkede op på lige bagefter og da jeg kom ned til dem igen efter pausen. De leverede beviset på, at vi har landets bedste fans, uden sammenligning, konstaterer en trods alt glad målmand efter aftenens semifinalesejr.

Stephan Andersen

Det var her keeperen tabte bolden.

Stephan Andersen

Stephan Andersen rystede fejlen af sig og gik fra kampen med oprejst pande.