Lantz ægrer sig over pointtab

19.03.2007 08:47

I fraværet af karantæneramte Per Nielsen var det svenske Marcus Lantz, der bar anførerbindet mod Viborg. Efter kampen var midtbanespilleren ikke helt tilfreds med uafgjort.

- Vi er foran 1-0 og har godt styr på tingene, så får de et lidt tilfældigt mål, og det føles vældig bittert. Omvendt så er et point på udebane vel egentlig helt okay, men med tanke på hvordan kampen udvikler sig, så er man lidt bitter over det. Vi gik jo efter tre point og havde fint styr på det, lyder det fra Lantz.

Marcus Lantz var anfører

I Per Nielsens fravær var det Marcus Lantz der bar anførerbindet for Brøndby.

Kunne I mærke trætheden oven på torsdagens Royal League-finale?

- Nej, det synes jeg ikke. Vi trykker godt på og har en stor chance ved Duncan allerede efter få minutter. Siden scorer han til 1-0 og i pausen snakker vi om, at vi skal stå godt på banen, og det gør vi, men alligevel scorer de, lyder det fra svenskeren, der i første halvleg havde Martin Ericsson liggende ved siden af sig, mens det i anden halvleg var Spelmann, der spillede centralt.

- Der er ingen forskel, om jeg spiller ved siden af Ericsson eller Spelmann. Alle ved, hvad de skal gøre. Måske får vi lidt mere fight centralt med Spelmann og lidt mere spil på kanten med Ericsson derude, lyder det alligevel fra Lantz.

På grund af landskampene mod Spanien og Tyskland venter nu 14 dages kamppause, før Vejle den 1. april er modstanderen på Brøndby Stadion. Om en spillepause er godt eller skidt for Brøndby ved Lantz ikke.

- Det spiller ingen rolle, men Vi har selvfølgelig spillet fem kampe uden at have tabt, og personligt ville jeg gerne have spillet videre både torsdag og søndag, lyder det fra den svenske fighter.

Marcus Lantz

Svenskeren spillede atter en god kamp på den defensive midtbane.