
Katongo på Wall of honour
30.03.2007 12:43
Chris Katongo fik i dag sit navn på Brøndby IF's Wall of Honour som tegn på, at han nu har repræsenteret sit landshold som Brøndbyspiller.
Det skete da Zambia spillede kvalifikationskamp til African Nations Cup mod Congo i søndags. Brøndby IF's nye angrebsprofil spillede hele kampen, der sluttede som den startede, 0-0.
Chris Katongo ankom som en af de sidste, da spillertruppen blev samlet efter dagens træning. Uvidende om hvad der ventede ham, lyttede han nysgerrigt da sportschef Anders Bjerregaard tog ordet.
Da det gik op for Katongo, at han var midtpunktet i ceremonien, blev han noget overrasket. Først skulle navnet afsløres på landsholdsvæggen, ved at trække i en snor, og herefter blev der stille, så hovedpersonen kunne holde den obligatoriske tale.
Katongo afslører sit navn på landsholdsvæggen på Brøndby Stadion. Katongo returnerede til træning i dag og er landsholdsspiller nr. 57 i Brøndby IF's historie.
- Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg er helt uden ord. Det er svært at sige noget foran alle jer, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke jer alle for den varme velkomst i har givet mig. Jeg vil gerne takke for hvert eneste sekund med jer, sagde Chris Katongo foran holdkammerater, trænere, ledere og administrativt ansatte.
- Jeg håber vi kan blive sammen som en familie, kæmpe som en familie, arbejde som en familie og så klare de udfordringer der venter os. Mange tak, fortsatte han og sluttede med et spørgsmål til forsamlingen.
- Hvem var det der ville have en flik flak?
Herefter lavede den lille afrikaner en baglæns flik flak på stedet, til stor jubel for forsamlingen. Herefter lod Katongo proppen springe på den første champagneflaske. Holdkammeraterne og de øvrige omkring holdet kastede sig over kransekagerne, champagneglasene og Faxe Kondi'erne.
Spillertruppen blev samlet lidt over halv tolv ved landsholdsvæggen.
Katongo inden ceremonien gik i gang.
Katongo trækker i snoren.
Katongo holder tale.
Anders Bjerregaard finder champagnen frem.
Godt presset af holdkammeraterne lod Katongo proppen springe på champagnen.
Herefter kunne spillerne tage for sig af sagerne.
Peder Siggaard ønsker tillykke med pladsen på Wall of Honour.
Katongo på Wall of Honour.