Duncan: Vigtigt at score

19.03.2007 08:48

Morten Duncan Rasmussen bragte efter 35 minutters spil Brøndby foran med 1-0, da han headede Anders Randrups indlæg i en blød bue over John Alvbåge i Viborg-målet. Det var Duncans første ligamål siden 5. august og selvom skader holdt ham ude det meste af efteråret var det alligevel en forløsning at komme på tavlen.

- Det er altid vigtigt at score, og hvis folk kun kigger på, om jeg scorer, så har det vel ikke været bestået før nu. Men fodbold er jo en helhed, og vi er et helt hold, der skal hjælpe hinanden. Jeg spekulerer ikke så meget på, hvad journalisterne skriver. Der har været mange eksempler på, at de ikke har forstand på det, griner Duncan.

Duncan har scoret

Duncan gav Brøndby en del at juble over, med hovedstødsscoringen til 1-0.

Godt styr på anden halvleg

I Viborg havde han Chris Katongo som angrebsmakker, men Duncan har svært ved at vurdere, hvordan samarbejdet fungerede.

- Vi skiftede system midt i det hele, så der var ikke så meget decideret samarbejde med Katongo, men jeg synes, det gik meget fint. Jeg synes egentlig, vi spiller okay. Det er ikke prangende, men det er heller ikke let med den blæst, der er, og det er heller ikke let at spille i Viborg.

- Når man spiller herovre, så ved man godt, at det ikke er hver gang, man får tre point. Som kampen forløber, så synes jeg ikke Viborg har ret mange chancer. Jeg føler, vi har godt styr på det i anden halvleg, og så får de et lidt uheldigt mål, lyder det fra Duncan, der trods scoringen mod Viborg ikke går efter ligaens topscorertitel i år.

- Nej, det vil være lidt en skam, hvis jeg kunne vinde den på en halv sæson. Der er nok en del foran mig, der aspirerer til det, lyder det fra angriberen, der ikke har planer om at kopiere Katongos flik-flak, men i Viborg til gengæld forsøgte sig med en anden variation.

- Det var en first down fra amerikansk fodbold, forklarer Duncan.

Duncan

Duncan blev skiftet ud i slutningen af kampen.

Duncan

Fra bænken kunne målscoreren se Brøndby presse på med et par hjørnespark i træk, men stillingen 1-1 holdt hjem.