Brøndby bevarer statistikken

13.03.2007 08:33

Brøndby IF er fortsat suveræne, når det gælder indbyrdes opgør med FC Nordsjælland i SAS Ligaen. Søndag blev det til klubbens 11. sejr i 14 indbyrdes opgør med Farum-klubben, og målscoren lyder nu på flotte 27-7. Sejren var desuden Brøndbys syvende på stribe over nordsjællænderne.

Kigger man alene på de to klubbers møder på Brøndby Stadion, siger statistikken nu syv sejre i otte opgør, og på måltavlen står der ikke mindre end 20-5 til de blå-gule. Her skæpper klubbens 7-1-sejr over Farum Boldklub i november 2002 godt i regnskabet. Dengang scorede FCN?s nuværende træner, Morten Wieghorst, fire mål for Brøndby.

Også på tilskuersiden var der grund til at glæde sig. Søndagens kamp blev overværet af 15.067 tilskuere, og det er sæsonens tredje højeste tilskuertal på vestegnen. Kun 17.492 mod FC Midtjylland i oktober, og 15.160 mod Esbjerg i september måned overgår.

19. runde havde i det hele taget fine tilskuertal. 60.364 gik gennem tælleapparaterne til weekendens seks kampe. Det giver et gennemsnit på 10.061, mens sæsonens snit nu ligger på 8.187. Brøndby har 14.591 tilskuere i gennemsnit i denne sæson.

Tifo på Faxe-tribunen

Brøndby kom godt fra start i forårets SAS Liga-kampe.