To formstærke mandskaber mødes

03.05.2007 11:55

Der er er lagt op til et fodboldbrag af de store på søndag i Farum Park, hvor to af SAS Ligaens mest offensivt indstillede, og formstærke mandskaber, mødes.

Brøndby IF og FC Nordsjælland hører begge til blandt forårets bedste mandskaber i SAS Ligaen. Brøndby ligger på forårets andenplads med 17 point i ni kampe samt en målscore på 18-10. FC Nordsjælland indtager forårets fjerdeplads med 15 point og 18-11 på måltavlen. Kun AaB med 19 mål og FCK med 20 har scoret flere mål en søndagens to hold i Farum. Måske venter der publikum en målrig kamp?

Syvende gang i Farum

Brøndby har mødt FC Nordsjælland 14 gange i SAS Ligaen, og endnu har de blå-gule ikke tabt, og frem for alt er det blevet til sejr i 11 tilfælde. Således er de seneste syv kampe mod FCN vundet - heraf to på udebane.

Brøndby har været gæster i Farum Park seks gange, hvor det er blevet til fire sejre og to gange pointdeling. Målscoren siger 7-2 til Brøndby. Senest Brøndby var i det nordsjællandske var 4. december 2005, hvor det blev til en sejr på 2-0. Her scorede Kasper Lorentzen og Per Nielsen Brøndbys mål.

Per Nielsen og Kasper Lorentzen

I seneste indbyrdes opgør på Farum Park kom Per Nielsen og Kasper Lorentzen på måltavlen. På søndag står FC Nordsjælland og Brøndby IF igen overfor hinanden i SAS Ligaen på FCN's hjemmebane.