Rasmussen: Vi rejser os i efteråret

10.05.2007 10:36

- Vi spiller ikke så meget fodbold i dag, og selvom første del af kampen er rimelig lige, synes jeg vi ender med at slå lidt for mange lange bolde. Til sidst er meningen selvfølgelig, at Per Nielsen skal modtage dem, så vi kan lægge pres på, men vi får ikke rigtig held med forehavendet. Og så scorer de på den ene farlige dødbold de har.

Thomas Rasmussen kan ikke rigtig indvende noget mod dagens FCK-sejr, selvom det piner lidt, at se de hvidklædte gæster sikre sig mesterskabet på Brøndby Stadion.

- Det er klart det er lidt ærgerligt at se, men alle vidste jo godt de ville ende som mestre før eller siden.  Det er fortjent at de vinder skabet i år, og de udviser den stabilitet, vi også skal have hvis vi skal kæmpe om guldet. Og det skal vi. Vi skal spille bedre, ikke bare i perioder, men over længere tid. Det kræver selvfølgelig at vi kan stille med en stamme af de bedste spillere hver gang, konstaterer fighteren, der fik comeback efter at have siddet ude hele foråret.

- Det var da dejligt at spille rigtig fodbold igen. Knæet har det fint, og jeg håber at kunne spille mere i weekenden, hvor vi jo har et par karantæner og skal stille med et nyt forsvar igen.

- Det er vist ikke for meget at sige, at vi nu skal have denne sæson overstået, så vi kan se fremad. Selvfølgelig skal vi slutte så godt som muligt, men vi må konstatere at uanset om vi vinder de sidste 4, har vi vist haft den mellemsæson, vi åbenbart skulle, og så rejser vi os i efteråret. Det må der simpelthen ikke herske tvivl om, slår Rasmussen fast.

Thomas Rasmussen

Thomas Rasmussen gjorde comeback i gårsdagens kamp mod F.C. København.