Nederlag i Silkeborg

24.05.2007 20:14

Brøndby tabte torsdag aften sæsonens sidste udekamp, da det blev til et 2-1-nederlag i Silkeborg.

Første halvleg var en tam affære. Silkeborg startede bedst, men efterhånden som halvlegen skred frem overtog Brøndby mere og mere af spillet uden dog at blive rigtig farlige på noget tidspunkt. Tættest på var Chris Katongo med et skud over mål. I den anden ende måtte Stephan Andersen diske op med et par refleksredninger, men var ellers ikke på det store arbejde.

Første ligamål

I pausen blev en fuldstændig anonym David Williams taget ud og ind kom driblekongen Marc Olsen, og efter kun to minutter gav det bonus. Chris Katongo fik spillet bolden ned til Olsen, der tog et træk på kanten af feltet og scorede fladt til 1-0. Det var Olsens første mål i SAS Ligaen.

Det gav Brøndby mere styr på tingene, og kampen virkede efterhånden afgjort. I det 68. minut fik Silkeborg imidlertid udlignet, da et frispark fra venstre blev forlænget til bagerste stolpe, hvor Søren Ulrik Vestergaard kunne heade udligningen ind.

Jubel blandt de medrejsende Brøndbyfans efter Marc Olsens føringsmål.

Jubel blandt de medrejsende Brøndbyfans efter Marc Olsens føringsmål.

Det rystede Brøndby, og ni minutter før tid gik det helt galt, da Stephan Andersen boksede bolden ud af straffesparksfeltet, men lige hen til Holmar Örn Runarsson, der kunne sende sejrsmålet i det tomme net.

I kampens sidste minutter satsede Brøndby alt og sendte Per Nielsen frem i angrebet. Tættest på udligning var Martin Ericsson med en hælafslutning på Marc Olsens forarbejde.

Hos Brøndby måtte Kim Daugaard udgå med en skade efter kun ti minutters spil. Han blev erstattet af Mike Jensen. Senere i kampen kom også Ruben Bagger på banen, men han kunne ikke forhindre 2-1-nederlaget til Silkeborg.