Duncan: Vi kommer tilbage

27.05.2007 21:06

- 12 mål i foråret er jeg selvfølgelig glad for, men med lidt mere skarphed kunne jeg vel have lavet.. 13?

Morten Duncan Rasmussen omtaler sin egen præstation med klædelig selvironi, men vil helst tale om holdet. Og han er ikke tilfreds med sæsonens resultat.

- Selvfølgelig er jeg ikke det. Hjemme har vi gjort det rigtig godt, men ude har vi været rigtig skidt. Så man kan vel sige, at heldigvis er det ikke det hele der skal laves om, smiler han skævt.

- Jeg er bare ikke det mindste i tvivl om, at vi kommer helt med i toppen næste sæson. Se os på hjemmebane. Uanset hvordan man vender og drejer det, bliver dette hold ikke et midterhold igen. Det tror jeg simpelthen ikke på.

Op og ned

- Ude har nogle af kampene været helt uacceptabelt dårlige, men det ér altså småting der gør, at vi efter de første 3 udekampe ikke står med 7 point. Det ville have gjort en masse, men jeg er da godt klar over, at vi ikke kan bruge det til noget lige nu, men når jeg skal bedømme vores indsats er det hele altså ikke så ringe som mange gør det til.

- For mit eget vedkommende er jeg da glad for mine mål og for at blive udtaget til landsholdet. Men jeg vil blive her, og være med tilbage i toppen. Tom ved hvad der skal gøres, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det også sker.

- Vi skal i top 2, og helst have guld. Det er det jeg er i Brøndby for, og det vil jeg være med til at indfri næste sæson, runder topscoreren af.