Cederkvist sikrede Brøndby IF pokaltriumfen

17.05.2007 13:50

Brøndby IF's kvinder sikrede sig her til eftermiddag sejren i DBU's Landspokaltunering for kvinder, 3F Cup. Modstanderne var de evige DM-rivaler fra Fortuna Hjørring som leverede det bedste spil i den ordinære kamp som dog endte uden scoringer.

Fortuna Hjørring startede kampen bedst og havde flere gode forsøg, men de blå-gule kæmpede sig langsomt ind i kampen og havde efter godt 15 minutters spil det første  gennemspillede angreb. Gennem 1. halvleg bølgede spillet frem og tilbage, men selv om Fortuna fik bolden i nettet, blev målet korrekt annulleret for offside.

I 2. halvleg kom Brøndbyspillerne under pres og modstod bl.a. både et skud på overliggeren samt et hovedstød, der blev reddet på stregen. Brøndbykvinderne red dog stormen af og fik mod slutningen af kampen etableret et pres på Fortuna-spillerne.

Efter de første målløse 90 minutter gik de to hold direkte til straffesparkskonkurrencen, og her viste Brøndbykeeperen Tine Cederkvist sig fra sin allerbedste side, da hun klarede fire ud af fem forsøg fra Fortuna Hjørring. For Brøndby IF scorede Stine Kjær Dimun og Cathrine Paaske i 2-1 sejren i straffesparkskonkurrencen. Dermed var det en realitet at Brøndby IF's kvinder har sikret sig den tredje pokalsejr i fem forsøg.

Cederkvist

Tine Cedervist griber ind i efterårets UEFA Women's Cup-opgør mod Arsenal.

Pokalglæde

- Vi spiller en elendig kamp, hvor vi slet ikke får ikke skabt chancer til at score, og så skulle det altså afgøres direkte på straffespark. Og det handler jo i høj grad om held. Tine Cederkvist gjorde det rigtigt godt, det er utroligt flot at hun klarer så mange af deres forsøg.

- Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med at vi vinder og dermed stadigvæk har muligheden for at vinde alle tre pokaler i år. Vi har sikret os de to første, og nu mangler den sidste og vigtigste, nemlig DM-pokalen, fortæller cheftræner Henrik Jensen hvis hold tidligere på året sikrede sig Inde-DM og nu altså også er pokalvindere.

- Jeg synes at det er superfedt. At klare fire straffe ud af fem kan ikke være bedre. Jeg kender nogle af pigerne i forvejen, så jeg har en fornemmelse for hvor de vil sparke, og så er det jo bare at tage dem, griner Tine Cederkvis.

- Det giver selvfølgelig selvtillid at vinde i dag, og jeg håber også at vi vinder DM, så vi har alle tre pokaler.