Skovdahl: Formen ser god ud

28.06.2007 09:01

Tirsdag bød på hård træning for Brøndby-spillerne, der var igennem en løbetest. Holdets fysiske træner René Skovdahl har efterfølgende gennemgået testresultaterne fra den såkaldte Yo-yo test, og Skovdahl udtrykker generel glæde over resultaterne.

- Det ser overvejende fornuftigt ud. De fleste er meget tæt på de testresultater vi lavede i midten af februar måned, kort før Royal League-kampene og hvor vi havde været i gang med opstart i en måned, så det er meget tilfredsstillende, fortæller han.

Retov bedst - Duncan 2'er

Brøndby-spillerne havde to ugers ferie, men helt fri havde de nu ikke.

- Alle spillere blev før ferien udstyret med et personligt træningsprogram for de 14 dage hvor de ikke var til træning i klubben, og testen har vist mig at gutterne har trænet godt i deres ferie.

Martin Retov blev testens vinder, mens Morten Duncan Rasmussen kom ind på 2. pladsen. Måske overraskende for nogen.

- Ikke for mig. Jeg ved han er i god form. Han løb samme resultat som i februar. Det ser godt ud også med ham, lyder det fra den fysiske træner der også fremhæver Morten Rasmussen og Martin Spelmann for gode løbeevner, mens også keeper Stephan Andersen leverede et overraskende flot testresultat.

De kommende dage får René Skovdahl lejlighed til at fortsætte det fysiske arbejde med spillertruppen på træningslejren i Østrig, hvor holdet allerede i morgen spiller kamp mod Altach.

Morten Duncan Rasmussen

Duncan løb ind som 2'er og det overraskede ikke den fysiske træner René Skovdahl.