Sennels: Glad for min tid i klubben

18.06.2007 09:50

- Alt i alt har jeg været glad for min tid i Brøndby og for de oplevelser jeg har fået, men det har været en tid med op - og nedture. Jeg glæder mig selvfølgelig mest over de første to år, hvor jeg var fast mand og hvor vi vandt både mesterskab og pokalen i 2005, hvor jeg startede inde i alle kampe. Det er noget jeg vil huske og noget jeg er meget stolt over, siger Asbjørn Sennels her til formiddag til brondby.com.

- Jeg har så været ked af, at jeg ikke har spillet så meget det seneste år, og slet ikke her i foråret. Til gengæld er jeg tilfreds med den indsats jeg har leveret på 2. holdet, hvor jeg altid har gået på banen for at levere et professionelt stykke arbejde.

Nu skifter forsvarsspilleren Brøndby-trøjen ud med Viborgs grønne. Og målet er spilletid på højeste plan igen.

- For mig handler det om at komme til at spille 1. holdskampe igen. Det har været fint at få spilleglæden tilbage på 2. holdet, men jeg glæder mig meget til at spille i SAS Ligaen igen. Jeg ser frem til, at jeg forhåbentlig kommer til at få en bærende rolle i Viborg, hvor jeg kan gøre brug af den erfaring som jeg har fået i Brøndby. Jeg mener selv, at jeg kan bidrage med noget på og uden for banen.

Stor tak til Anders B

Skiftet til Viborg FF faldt på plads i aftes, men selvom det er gået stærkt her til sidst, kan venstrebacken se tilbage på et tilfredsstillende forløb.

- Jeg har hele tiden syntes det har været en god proces. Klubben har ønsket at hjælpe mig godt af sted til en ny klub og jeg synes Anders (Bjerregaard, red.) har været meget fair. Han har hele tiden holdt mig underrettet og jeg er glad for, at det hele nu er faldet på plads. Det vil jeg gerne takke for.

- Jeg glæder mig til at møde Brøndby IF igen og det bliver da mærkeligt at spille på Brøndby Stadion igen som modstander. Det glæder jeg mig til, slutter sympatiske Sennels.

Asbjørn Sennels kom til klubben tilbage i februar måned 2004 og fik kort efter debut i hjemmekampen mod FC Barcelona i UEFA Cuppen. Sennels rundede hurtigt de 100 1. holdskampe for Brøndby IF og var fast mand da de blå-gule vandt "The Double" i 2005. De seneste halvandet år har Sennels primært spillet kampe på U-21 holdet, hvor han har leveret en professionel og engageret indsats.

Sennels

Asbjørn Sennels nåede at runde 100 kampe for Brøndby og får her blomster af Per Bjerregaard.

Sennels

Det seneste halve år har Sennels udelukkende spillet kampe i 2. division og her har han leveret et godt og professionelt stykke arbejde.