Pointkongen

19.06.2007 13:25

Mens topscorer Morten Duncan Rasmussen med sine mange scoringer tog sin naturlige del af opmærksomheden i forårssæsonen, og den unge forsvarskomet Anders Randrup fik noget der ligner et gennembrud i A-truppen, var der ikke den store fokus på Brøndbys vigtigste spiller, målt i assists og egne scoringer.

Martin Ericsson har stille og roligt bevæget sig ind i den absolutte top af værdifulde spillere i Brøndby, og trods holdets dårlige sæson, nåede den lille svenske kreatør, at markere sig med ikke færre end otte mål og ni assists alene i forårets kampe. Til sammenligning hamrede Duncan 13 mål i kassen, mens han var i oplæggerens rolle en enkelt gang.

Flot sæson-statistik

I det hele taget kan Ericsson se tilbage på sin første sæson i Brøndby-trøjen med tilfredshed. Totalen for hele sæsonen lyder nemlig på imponerende 17 mål og 17 assists i alle turneringer. Svarende til 34 point, hvis man regner de to tal sammen som man fx gør det i ishockey. Selvsagt en imponerende flot sæson-statistik for midtbaneprofilen, der efterhånden også er fast sparker på alle dødbolde.

Selv er Ericsson i det store hele tilfreds med sæsonen, men tilføjer at der er fortsat plads til forbedring.

- Det har været lidt for meget op og ned. Efter en god start løb jeg ind i et par småskader og var ikke helt så fremtrædende efterfølgende. I foråret startede det igen lovende, men mod slutningen blev jeg igen småskadet. Jeg røg lidt ind og ud af holdet og det ødelagde rytmen, siger Ericsson til brondby.com.

- Men mål og assist-mæssigt skal jeg være tilfreds med 17 mål og 17 assists. Det er ganske pænt, smiler han beskedent.

- Det giver selvtillid og der er noget at bygge videre på til næste sæson. Her tror jeg vi får et nyt og stærkt Brøndby-hold at se. Det lover i hvert fald godt med købet af Peter Madsen og Lorentzen på vej tilbage fra sin skade, slutter Ericsson.

10'eren møder sammen med holdkammeraterne ind til første træning på mandag. 

Martin Ericsson

Martin Ericsson - pointkongen på Brøndby-holdet. 17 mål og 17 assists er imponerende i en skuffende Brøndby-sæson.