Lorentzen på græs med bolden

26.06.2007 10:28

Selvom det seneste halvandet år har budt på tre triste knæskader, frygter Kasper Lorentzen på ingen måde for fodbold-fremtiden. I går var han således med på græs, da han og resten af holdkammeraterne var kaldt ind til sæsonens første træning. Og smilene var store efter træningen.

- Det var sgu dejligt at være på græs igen. Det var første gang jeg trænede med bold siden april og jeg kunne ikke mærke noget. Det var fint, smiler Brøndbys elegante 7'er mandag eftermiddag.

Grundformen skal bygges op

Truppen har haft to ugers ferie. To uger som Lorentzen brugte på selvtræning for at komme i så god form som muligt.

- I den første uge var jeg inde i klubben og træne, også sammen med nogle af de andre fra holdet, og i den sidste uge lavede jeg også noget, siger Lorentzen der nu skal have formen på plads.

- Planen er at vi tager det stille og roligt. Min grundform skal bygges op. Vi har ikke talt om hvornår jeg er klar, men der går nok nogle uger. Jeg håber på at det bliver omkring sæsonstart, men igen, det er for tidligt at spå om. Det vigtigste er at jeg bliver klar.

Hvordan var det så at se gutterne igen?

- Irriterende. Altså, da de trænede ved siden af mig. Jeg ville jo gerne være med. Ellers var det fint nok, griner han.

Og hvordan gik træningen?

-Godt. Det var rart at træne og banen var god. Efter den sure træning i motionsrummet var det dejligt at træne med bold igen, slutter Lorentzen.

Offensiv-talentet er med når Brøndby-truppen i morgen rejser til Østrig på træningslejr.

Kasper Lorentzen på græs

Kasper Lorentzen var i går på græs for at træne med bold. Siden han blev skadet den 1. april har han været ude med en knæskade. Nu lysner det dog for 7'eren der håber at være helt klar indenfor nogle uger.