Køhlert: Ny start

25.06.2007 17:30

- Vi har to store ønsker. Truppen skal forstærkes, men naturligvis kun hvis vi kan få de rigtige spillere, og så håber vi, at vi kan undgå nogle af de mange skader vi fik i sidste sæson. Alt andet end lige vil det være et kæmpe plus, at vi ikke igen skal ud i 47 forskellige forsvarskonstellationer.

Han har netop afsluttet sæsonens første træning og gruppen af journalister er hurtigt "over" ham. Cheftræner Tom Køhlert har holdt hele to dages sommerferie og det til trods er han 100 % fit til den nye sæson.

Cheftræner Tom Køhlert

En glad cheftræner Tom Køhlert fanget med stort smil på læben under dagens træning.

Nyt system?

- Det vigtigste for os nu er, at vi alle starter fra 0. Det er en ny sæson og nu skal vi i gang med arbejdet. Vi har meget at arbejde med. Vi kan tage nogle af de gode ting med fra sidste sæson. Resten er kedelig historie. Nu ser vi fremad og har kun det mål, at få klubben tilbage i toppen, for øje.

I Indtil videre har han fået en "ny" spiller, i form af Peter Madsen. Derudover har han rykket U-21 spillerne Anders Randrup og Nicolaj Agger op i A-truppen. Han venter at truppen forstærkes yderligere, men kan af gode grunde ikke sige så meget om netop den sag.

- Vi er godt i gang med arbejdet og jeg kan ikke sige andet end, at der kommer noget. Jeg kan ikke sige hvem, hvad og hvornår, men vi forstærker truppen, smiler Køhlert skævt til forsamlingen.

Han løfter lidt af sløret for de taktiske overvejelser i trænerteamet her forud for træningslejren.

- Hvis vi får de rette forstærkninger, og især hvis vi får vores nøglespillere, som fx Kasper Lorentzen helt klar igen, går vi over og spiller 4-3-3. Det skal ikke være det folk kalder en 4-5-1, altså hvor fløjene trækker langt tilbage på linje med midtbanen. Det bliver en offensiv 4-3-3 med højt pres hvor kanterne ligger langt oppe. Det er bl.a. dét vi arbejder hen imod, siger Køhlert videre.

- I første omgang er det bare dejligt at være i gang igen. Der venter os nogle store opgaver forude, men jeg er optimistisk og fortrøstningsfuld. Se bare humøret til dagens træning, slutter chefen.

Køhlert

Køhlert varsler systemskifte - en offensiv udgave af 4-3-3 med kanterne placeret langt oppe på banen.