Brøndby IF med ny samarbejdsklub

13.06.2007 16:10

Brøndby IF underskrev her til eftermiddag den første "rigtige" samarbejdsaftale, da Brøndby IF og Roskilde KFUM afholdt pressemøde i Roskilde KFUM's klubhus. I forvejen har Brøndby IF et samarbejde med Lolland-Falster Alliancen og Nivå Kokkedal, men samarbejdsaftalen med Roskilde KFUM er den første i en række af mere omfattende samarbejdsaftaler.

- Roskilde KFUM har bevist at de er dygtige i talentarbejdet, og har leveret spillere til nogle af de bedste klubber i SAS Ligaen. Det viser os, at Roskilde KFUM er en klub, vi både på kort og lang sigt kan få meget ud af, at arbejdet tættere sammen med, forklarede adm. direktør Per Bjerregaard på pressemødet.

Roskilde KFUM

Pressemøde i Roskilde KFUMs klubhus.

Bjerregaard glad for første aftale

Samarbejdsaftalen omhandler bl.a. træner-samarbejde de to klubber imellem, trænerinspiration, spillersamarbejde, hvor udvalgte Roskilde-spillerne i sommermånederne har mulighed for at deltage i Brøndbys projekt "Hurtige fødder", en specifik træning med fokus på den tekniske træning, og erfaringsudveksling på bl.a. sponsorområdet.

Brøndbys integrationsarbejde, bl.a. med projektet Fra Bænken til Banen, har også stor interesse for Roskilde KFUM, der ligesom Brøndby IF har ca. en tredjedel af ungdomsmedlemmerne med anden etnisk baggrund.

- Vi er meget glade for, at vi har lavet en samarbejdsaftale med Roskilde KFUM. Vi har i et stykke tid været lidt tilbageholdende på området, men vi føler nu, at tiden er inde til for alvor at tage hul på omfattende samarbejdsaftaler med de rigtige klubber, forklarer adm. direktør Per Bjerregaard om den nye samarbejdsklub mod vest.

- Man vil ikke komme til at se os lave samarbejdsaftaler med 50 eller 100 klubber. Det er vigtigt at vi laver et mindre antal samarbejdsaftaler, som vi så kan arbejde koncentreret med. Det handler om at finde de rigtige klubber, med de samme værdier som os og så skal klubberne naturligvis have stor fokus på ungdomsarbejdet. Og det er naturligvis også vigtigt, at det er en klubber der er velfungerende.

- Derfor er vi rigtig glade for, og stolte over, at den første aftale vi laver er med Roskilde KFUM der på alle områder er et rigtig godt match. Vi ser frem til et samarbejde med gensidig respekt og et samarbejde der vil være til stor gavn og inspiration for begge parter.

Roskilde KFUM

Per Bjerregaard giver hånd til formanden for Roskilde KFUM, Peter Nissen.

Historisk

Ifølge Sportschef i Roskilde KFUM, Pierre Overgaard, er aftalen historisk og i den nye samarbejdsklub ser de frem til det fremtidige samarbejde.

- Vi er naturligvis stolte over, at det er os der laver en samarbejdsaftale med Brøndby IF. Vi har igennem hele forløbet mærket en respekt og vi har oplevet, at det har været en proces hvor vi har været ligeværdige og hvor vi også har haft mulighed for at få ting med i aftalen, siger Pierre Overgaard på pressemødet.

- Vi har før fået forespørgelser om vi ville være samarbejdspartner, men hidtil har aftalernes indhold slet ikke haft interesse. Da Brøndby kom på banen stod det hurtigt klart, at det var interessant for os. Vi ser frem til et samarbejde hvor det ikke handler om to showkampe på 5 år. Det handler om alt det andet og det har været vigtigt for os.

- Vi ser frem til, at vi kan lære en masse af Brøndby IF, der på alle måder er en klub i absolut Superliga-top. Det er noget der kan give vores klub et løft. Og her tænker vi på lang sigt. Vi har meget at lære og her skal vi kigge Brøndby over skulderen, fortsætter Pierre Overgaard.

- I den forbindelse er det vigtigt, at man ikke ser den her aftale som at vi er de store og Roskilde de små. Man må ikke stirre sig blind på, at man tror man er bedst til det hele selv. Det er godt at få inspiration fra andre klubber, og i Roskilde KFUM går de også egne veje for at udvikle gode talenter, og de gør det godt, supplerer Per Bjerregaard.

I første omgang gælder samarbejdsaftalen for 2½ år.

- Men det bliver til mange flere år endnu, smiler Per Bjerregaard afslutningsvis. 

Den nye aftale er i hus

Anders Bjerregaard, Jesper Nissen, Per Bjerregaard, Pierre Overgaard og Kim Vilfort lægger fælles hånd på bolden, som en start på den nye samarbejdsaftale.