Samlet sejr i Furesø Cup

28.07.2007 19:55

Et voldsomt tordenvejrog regnskyl var skyld i, at den sidste kamp i Furesø Cup blev udsat en halv time, og at kampen i øvrigt blev spillet på en ganske våd og svær bane. Grundet de øvrige resultater i turneringen havde Brøndby IFs forstærkede u20-mandskab allerede sikret sig den samlede sejr i turneringen, og det så også længe ud til, at dagens modstander fra Glostrup FK skulle vinde 1-0.

5 minutter før tid ville Ruben Bagger det dog anderledes, og på oplæg af David Williams sendte han bolden ind i det korte hjørne til slutresultatet 1-1.

- Det var en håbløs bane, og det var stort set umuligt at spille fodbold. Flere steder lå der 2-3 cm vand, hvilket selvsagt gjorde pasningsspil langs jorden komplet umuligt, fortæller Ruben Bagger om forholdene.

- Det var da også en vandpyt, der indirekte gav udligningen, da Dave opsnappede en bold, der hang fast og sendte den videre til mig. Den skulle bare ind, og det kom den, forklarer han om udligningen.

Brøndby IF vandt således årets Furesø Cup og præmiechecken på 12.000 kr.