Nederlag i Herning

29.07.2007 19:38

Brøndby tabte søndag aften med 0-5 til FC Midtjylland på SAS Arena i Herning. Claus Madsen, Baba Collins, Simon Poulsen, Frank Kristensen og Christian Olsen scorede målene, mens Thomas Rytter fik det røde kort.

Nyt forsvar

Brøndby stillede op til kampen i Herning med et nyt forsvar. Med Mikkel Bischoff skadet var Thomas Rytter rykket ind i det centrale forsvar, mens Anders Randrup spillede højre back. Allerede i kampens første angreb fik FC Midtjylland imidlertid spillet sig igennem og fra højre side af feltet kunne Claus Madsen gøre det til 1-0, inden der var spillet et halvt minut.

Efterfølgende kom Brøndby bedre med, men rigtigt farlige blev de blågule aldrig. En flad inderside fra Martin Ericsson og et par langskud fra Stefan Gislason var således de bedste scoringsforsøg, de blågule diskede op med.

Efter 29 minutter blev det 2-0, da Baba Collins kom imellem Stephan Andersen og Anders Randrup og lobbede bolden over den fremstormende keeper.

Fra anden halvlegs start kom Morten Duncan Rasmussen på banen og Brøndby gik over til at spille 4-4-2. Det gjorde at lidt flere luftdueller blev vundet.

Fire minutter efter pausen blev det imidlertid 3-0, da Simon Poulsen fik lov at løbe igennem i venstre side og fladt udplacerede Stephan Andersen.

Midtvejs i halvlegen blev det 4-0 til FC Midtjylland, da Frank Kristensen stef til vejrs og headede bolden i mål. Det gjorde Brøndby-holdet endnu mere frustreret end det var i forvejen, og da Thomas Rytter som bagerste mand bremsede et FCM-angreb blev han sendt i bad før tid. Ni minutter før tid udnyttede indskiftede Christian Olsen det til at gøre det til slutresultatet 5-0.

Hos Brøndby var Martin Ericsson og Morten Molle Rasmussen blandt de spillere, der forsøgte at indgyde gejst. Ligesom Peter Madsen og Tobias Mikkelsen i små perioder udfordrede godt.