Køhlert: Ekstremt skuffet

29.07.2007 21:03


Efter 0-5-nederlaget til FC Midtjylland var det en skuffet og ærlig Tom Køhlert, der gav sin vurdering af kampen, og hvad der gik galt.

- Vi blev udspillet på alle leder og kanter. Formentlig fordi vi kommer bagud med det samme, ellers kan jeg ikke forklare det. Det skulle have været den dag, hvor vi kom tilbage og viste klassen, men i stedet blev vi bombet totalt tilbage, hvor vi var for halvandet år siden. Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet, men jeg stikker ikke halen mellem benene, fortæller Køhlert.

Forsvarsfejl

Med Mikkel Bischoff skadet startede Thomas Rytter i midterforsvaret, mens Anders Randrup spillede højre back. Allerede efter 20 sekunder måtte det nye Brøndby-forsvar imidlertid indkassere det første mål.

- Som træner må jeg også sige, at det var ikke nogen god idé at splitte forsvaret op på den måde, jeg gjorde. Det er derfor, vi foretager en hurtig udskiftning af Randrup og håber på, at vi kan redde stumperne. Jeg overvejede at tage Rytter ud, men det blev Randrup og senere også Tobias Mikkelsen, fordi vi ville prøve at få holdet så rutineret som muligt for at redde stormen af og bare redde æren. Men en cadeau til FC Midtjylland også. Det må vi lige huske inden vi kritiserer vores eget hold synder og sammen. De gjorde det de skulle og lagde vores forsvar under pres, fortæller Køhlert, der både ærgrede sig over de mange boldtab og spillernes vilje til sejr.

-  Jeg er meget skuffet over indstillingen, men mere vil jeg heller ikke sige, for det skulle jeg helst gerne sige til spillerne. Det er klart, jeg er ekstremt skuffet over, at vi kollapser og bliver ydmyget. Der er ikke andet at gøre end at gå ud på træningsbanen og arbejde endnu hårdere, lyder det fra Køhlert.

Med nederlaget er Brøndby oppe på 21 udekampe i træk uden sejr, og udebanekomplekset, som det efterhånden er, er ikke let at slippe af med.

- Jeg er måske lidt overrasket over, hvor dybt det sidder. I starten handlede det jo om noget, der skete, før jeg kom til, men nu er jeg så også selv en del af det. Der er ikke blevet ændret noget efter jeg kom til. Det er hårdt. Det er meget hårdt for alle dem, der holder med Brøndby, slutter Køhlert mens et par af FCM-spillerne vandrer ind til den obligatoriske doping-kontrol.