Festlig aften på Brøndby Stadion

31.07.2007 22:05

Brøndby tabte tirsdag aften showkampen på Brøndby Stadion mod Chelsea med 0-2. Især i første halvleg var Brøndby dog godt med, og med Kim Daugaard, Martin Spelmann og Martin Ericsson som gode bolderobrere spillede Brøndby lige op med Chelsea, der havde verdensstjerner som Frank Lampard og Didier Drogba i startopstillingen.

I pausen skiftede Brøndby seks spillere ud og Chelsea overtog mere og mere af spillet. Efter 61 minutter bragte Chelsea sig foran, da Drogba kom før Stephan Andersen på et indlæg fra højre og headede bolden i mål. Fem minutter før tid gjorde samme Drogba det til slutresultatet 2-0, da han efter kvikt kombinationsspil hårdt halvflugtede bolden i mål til 2-0.

22.767 overværede showkampen på Brøndby Stadion, der fungerede som Chelseas sidste kamp før sæsonen starter næste weekend.

De 11 startende

Brøndbys startopstilling mod Chelsea.

God indsats

Trænerteamet havde blandet godt i kortene og skiftet på fem pladser i forhold til søndagens nederlag i Herning. Især i forsvaret var der lavet næsten helt om - kun Per Nielsen var genganger. Tilbage i midterforsvaret var Mark Howard, der spillede en rigtig god kamp, mens Anders Randrup og Morten Rasmussen, henholdsvis venstre og højre back, gjorde det fint.

Længere fremme var Peter Madsen bevægelig og dygtig til at dække bolden, mens Tobias Mikkelsen og Martin Ericsson også skabte uro med fikse berøringer og detaljer. Martin Spelmann brugte mange kræfter foran Kim Daugaard, der med kløgt og elegance agerede spilfordeler på den defensive midtbane.

Brøndby gjorde det i mange perioder rigtig godt, og Chelsea spillede en, uden hverken over- eller underdrivelse, skuffende halvleg foran de mange tilskuere, der så mange fejlafleveringer og boldtab.

Anderledes skarpe var Brøndby-spillerne i flere situationer og det blev til en række lige ved og næsten-chancer. Holdene blev klappet til pause med 0-0 på storskærmene.

Nærkamp

I 1. halvleg blev Chelsea-spillerne, her Ashley Cole, presset af det aggressive Brøndby-hold.

Chelsea bedst

Med ny kamp allerede på søndag, og fortsat træthed i ben og hoveder efter søndagens store nederlag til FC Midtjylland, skiftede Køhlert halvdelen af holdet ud i pausen. På banen kom Lorentzen, Jørgensen, Lantz, Rytter, Gislason og Retov i stedet for Daugaard, Ericsson, Madsen, Spelmann, Mikkelsen og Rasmussen.

Og mens Chelsea fortsat havde de fleste af de store profiler på banen, overtog gæsterne mere og mere af initiativet. Og i front viste den helt store stjerne, Drogba, anderledes skarphed i forhold til 1. halvlegs præstationer.

Således var den bomstærke verdensklasseangriber manden bag Chelseas mål. Først hoppede han lige det højere end Stephan Andersen på et højt indlæg, så han med hovedet fik de mange Chelsea-fans til at juble over 0-1 scoringen.

Og i slutningen af halvlegen hamrede Drogba 2-0 målet i kassen efter fornemt 1-2 spil og Chelsea-træneren Mourinho fik lidt mere at smile af, trods bekymrede miner tidligere i kampen. I slutminutterne af kampen gav indskiftede Michael Tørnes prøver på sit talent med nogle flotte redninger, bl.a. på et Drogba-hovedstød.

Alt i alt fik de næsten 23.000 tilskuere en god oplevelse på Brøndby Stadion. Næste opgave for Brøndby-spillerne gælder søndag, hvor oprykkerholdet Lyngby gæster Brøndby Stadion.

Kim Daugaard

Kim Daugaard var tilbage i startopstillingen og i 1. halvleg styrede han Brøndbys midtbane med rutineret spil.