Daugaard på tavlen

01.07.2007 18:29

De schweisiske mestre FC Zürich gav Brøndby IF kamp til stregen, og lidt til, da de to hold her til eftermiddag spillede træningskamp i 2000 meters højde i St. Moritz. Efter 0-2 ved pausen reducerede Kim Daugaard kort inde i 2. halvleg, der sluttede 1-3 i Zürichs favør.

For Brøndby var der for første gang i sæsonen spilletid til Peter Madsen, der bl.a. havde en god målchance. Madsen fik en time på banen. Martin Ericsson var velspillende, mens også Kim Daugaard, Thomas Rytter og Stephan Andersen leverede gode præstationer.

Daugaard på tavlen

Tidligt i kampen måtte træner Køhlert skifte Duncan ud, med problemer med det ene baglår, og omkring samme minuttal lynede Zürichs store angrebsprofil Raffael for første gang. I slutningen af 2. halvleg slog han til igen, i en situation hvor Bischoff blev snydt for et frispark på banens midte.

Kort inde i 2. halvleg fik Daugaard reduceret og havde senere et godt langskud, som dog blev reddet helt nede ved den ene opstander. Med et kvarter igen lukkede og slukkede Zürich kampen ved en anden offensiv-profil, midtbanespilleren Cesar.

- Set over hele kampen var det et fair resultat. Det var et bedre hold vi mødte og de havde især et par rigtig gode spillere. Det var ikke godt nok i 1. halvleg, hvor vi mangler lidt tempo og vores presspil er heller ikke godt nok. Det bliver rettet i pausen og i 2. halvleg er det rimelig jævnt. Med lidt held havde vi også scoret et par mål mere i kampen, fortæller sportschef Anders Bjerregaard.

- Så en kamp på det jævne, med både godt og skidt. Vi kommer godt tilbage i kampen og det giver noget at bygge videre på, siger sportschefen der især fremhæver Martin Ericsson for en god kamp.

Truppen rejser i morgen formiddag til Danmark, og træner når de kommer til Brøndby Stadion over middag engang. Tirsdag har truppen fri og ondag står den så på træning igen.

 Startopstillingen

S. Andersen

T. Rytter - P. Nielsen - M. Bischoff - A. Randrup

K. Daugaard - M. Lantz


P. Madsen - M. Retov - M. Ericsson

M.D. Rasmussen

Indskiftninger

  • D. Williams/ Duncan (20.)
  • M. Howard/ M. Bischoff (46.)
  • M. Rasmussen/ A. Randrup (46.)
  • M. Spelmann/ M. Lantz (46.)
  • M. Jensen/ P. Madsen (64.)

Ikke benyttet: Michael Tørnes, Joseph Elanga og Henrik Kildentoft.

Kasper Lorentzen, Ruben Bagger, Thomas Rasmussen og Marc Olsen stod alle over.