Brøndby IF forstærker truppen

05.07.2007 17:00

Som led i forberedelserne til den nye SAS Liga-sæson har Brøndby IF i dag forstærket truppen med to spillere.

Der er således i dag indgået aftale med den norske Tippeliga-klub FC Lyn Oslo om transfer af Stefan Gislason som tiltræder i Brøndby IF på en 5-årig kontrakt, og fra Lyngby Boldklub skifter offensivspilleren Tobias Mikkelsen til de 10-foldige Danmarksmestre på en 4-årig kontrakt.

27-årige Gislason har spillet 17 kampe for det islandske landshold og var bl.a. med da Danmark besejrede Island 2-0 i EM-kvalifikationen i september 2006, og med 80 kampe og 10 mål har han som anfører spillet en markant rolle på FC Lyn Oslo som han kom skiftede til i 2005.

Trods sine blot 20 år har Tobias Mikkelsen allerede spillet 49 kampe og scoret 10 for Lyngby Boldklub som han har været med til at spille op i SAS Ligaen. Tobias Mikkelsen hører til blandt Danmarks største offensive talenter og har indtil videre tre U21-kampe i bagagen.

Fulgt strategien

- Jeg er utrolig glad for at det er lykkes os at hente de to spillere som stod øverst på vores ønskeseddel til pladserne på den defensive midtbane og på højrekanten. Det er spillere hvis udvikling vi har fulgt længe, og vi er derfor overbeviste om at de rummer de kvaliteter vi har brug for ikke alene i den kommende sæson, men også på fremtidens Brøndbyhold.

- Vi har fulgt vores strategi, og sammen med købet af Peter Madsen står vi nu med et styrket hold som er klar til at kæmpe for at genindtage Brøndby IF's position i toppen af dansk fodbold. Jeg vil ikke afvise at vi forstærker truppen yderligere hvis muligheden opstår. Markedet for den type kvalitetsspillere vi efterspørger, er dog presset i øjeblikket, og det tager tid at hente kvalitet. Og netop kvalitet er nøgleordet for os både på det spillemæssige og menneskelige plan, fortæller sportschef Anders Bjerregaard.

Det er aftalt med FC Lyn Oslo og Lyngby Boldklub at de økonomiske forhold i aftalerne ikke offentliggøres. Aftalen påvirker dog ikke selskabets forventninger til et resultat for 2007 på mellem 2-5 mio. kr. før skat.

Brøndby IF

To nye spillere