Stephan: Fint samarbejde med forsvar

19.01.2007 07:14

Til træningen i Maspalomas har Stephan Andersen vist sig voldsom reaktionsstærk og imponeret blandt andre cheftræner Tom Køhlert. Torsdag fik han uofficiel debut for Brøndbys A-hold, men lukkede desværre fem mål ind i 4-5-nederlaget til Shakhtar Donetsk.

- Det er jo en skandale. Ej, det ved jeg ikke, om man kan sige, men det var ikke lige den debut, jeg havde håbet på selvfølgelig. I det store hele fungerer samarbejdet med forsvaret ellers fint nok, selvom der selvfølgelig altid er ting, der skal arbejdes med, fortæller Stephan Andersen.

Stephan Andersen

Stephan Andersen fik sin uofficielle debut mod storholdet Shakhtar Donets.

Fejl ved frispark

Flere af målene kom efter gennemspillede angreb eller efter perfekte indlæg, men målmanden tager gerne et af målene på sin kappe.

- Jeg kan godt være utilfreds med det mål de scorer på frispark lige efter pausen. Den kommer jo i min side af målet, indrømmer han.

Helt dårligt er humøret dog ikke efter 4-5-nederlaget.

- Der er helt sikkert en del positivt at tage med. Vi scorer fire mål og Mikkel spiller en god kamp i sin debut, lyder det rosende fra Andersen.

Rekordkeeper

Efter den tabte kamp skulle han på ekstraarbejde. Turneringsformen med fire hold og to kampe gør, at flere hold kan ende lige. Derfor skal der efter hver kamp afvikles en straffesparkskonkurrence. Her vandt ukrainerne også 5-4 efter, at Kim Daugaards chip ikke krydsede mållinien.

- Det er første gang, jeg har tabt en kamp og efterfølgende skullet ud i straffesparkskonkurrence, griner målmanden, mens der bagfra fortælles drillende, at det er første gang en Brøndby-målmand har lukket ti mål ind i sin debutkamp.

Fredag får Andersen chancen for at revanchere sig mod Rapid Bukarest, der spillede 0-0 i første kamp mod Rosenborg.

Stephan Andersen

Stephan Andersen og holdkammeraterne skal allerede i aktion igen i dag, hvor Rapid Bukarest er modstanderen.