Sidste træning i varmen

21.01.2007 16:57

For sidste gang i denne omgang trænede Brøndbytruppen søndag formiddag på træningsanlægget Las Burras i Maspalomas. Træningen var programsat til klubben 10.30, men da spillerne ankom, var den norske klub Start med David Nielsen på holdet kun halvvejs i deres træning. Efter at have stået og kigget lidt på nordmændene blev de to klubber dog enige om at dele træningsbanen, så hver trup havde en halvdel.

Trekanter

René Skovdahl varmede spillerne op med løb og andre smidighedsøvelser, inden spillerne blev delt i tre grupper. Spillerne skulle nu tæmme bolden, drible rundt om en kegle og aflevere fladt videre. Igen i dag var temperaturen i den øverste havldel af 20'erne, så der var lagt flere drikkepauser ind i programmet.

Træning

Efter en slurk vand gik spillerne tilbage til grupperne, denne gang for at lave et afleveringsspil. Med indersideafleveringer skulle spillerne danne trekanter og løbe i position.

Træner Tom Køhlert tog sig af gruppen med Mike Jensen, Kildentoft, Lorentzen, Mads Jørgensen, Schmidt og Duncan og råbte gentagne gange på det vigtige i at lave vinkler og diagonaler.

Spillerne blev opfordret til hellere at lave det rigtigt, end at sætte tempo på, og det var også vigtigt at kalde på bolden. Denne øvelse var målmændene ikke med til. I stedet lavede Morten Cramer øvelser med Stephan Andersen og Michael Tørnes og igen og igen imponeres man af Andersens karakteristiske en-hånds-blokeringer.

Peguero Jean-Phillippe, der hidtil har trænet fitness på hotellet, så på fra baglinien. Her fik han hurtigt selskab af Mark Howard, der alligevel ikke var kommet sig helt over de senere dages sygdom. Thomas Rytter og Hannes Sigurdsson holdt lidt længere, men var heller ikke med i hele træningen, hvor også Mads Jørgensen og Per Nielsen senere trak sig, uden det dog var noget alvorligt. 

Tørnes i rumdragt

Efterhånden begyndte nordmændene at være færdige på deres halvdel, og gik i stedet om bag det ene mål, hvor der skulle tages portrætfotos af hver enkelt spiller til en klistermærke-serie, der kommer i Norge til foråret. Det var imidlertid et dårligt sted at arrangere det, for samtidig begyndte Brøndbyspillerne at lave skudtræning, så boldene fløj om ørerne på fotografer, ledere, journalister og norske spillere, der forsøgte at se cool ud.

Afslutningsøvelsen startede nede på egen bane halvldel, hvor man skulle spille i de øvede trekanter og i medløb skulle spillerne så afslutte fra kanten af feltet. Træningen foregik i to grupper, så målmændene fik hver sit mål. Eller det vil sige Stephan Andersen og Morten Cramer delte et, mens Michael Tørnes fik et for sig selv.

Cramer bestemte dog, at Tørnes skulle have målet med mindst græs, og begrunde det med, at Tørnes allerede havde rumdragt på. En hentydning til de lange bukser og lange ærmer som den unge keeper bar i den ellers strenge hede. Også Asbjørn Sennels og Hannes Sigurdsson spillede i øvrigt med lange ærmer.

Rummanden Tørnes

Rummanden Tørnes.

Lorentzen i skudtræning

Skudtræningens helt store spiller var Marc Olsen i de blå fodboldstøvler, der tre gange knaldede bolden ind bag Stephan Andersen og Thomas Rasmussen fik scoret et par gange, mens Chris Katongo og Thomas Rytter havde flere flotte afslutninger, der prellede af på træværket. Mike Jensen præsterede også en bemærkelsesværdig afslutning, da han smadrede et par glas i et redskabskur tæt ved banen.

Heldigvis røg bolden ikke om bag hegnet, hvor en Gran Canarias største frokostudflugter så ud til at være i gang. Noget, Mads Jørgensen iøvrigt  associerede med Lyngby Stadion. Også Kasper Lorentzen var med i skudtræningen. Før det gik løs var han lige henne og spørge Eilif, om det nu var okay, og det var det, men Lorentzen sparkede ikke 100 procent igennem.

De gamle bedst

Efter afslutningsøvelsen var det tid til kamp. Og på en træningslejrs sidste dag er intet mere naturligt, end at få afgjort, hvem der er bedst, de unge eller de gamle. De gamle stillede med Daugaard, Mads Jørgensen, Bagger, Lantz, Thomas Rasmussen, Sennels og Cramer, mens de unges hold bestod af Kildentoft, Duncan, Molle, Mike Jensen, Marc Olsen, Katongo, Bischoff og Tørnes.

Matin Retov agerede joker og var med holdet, der havde bolden. Det havde de gamle mest, og de hev da også en sejr i hus på 3-2 efter scoringer af blandt andre Lantz og Mads Jørgensen. For de unge var Mike Jensen en stor oplevelse. En scoring og adskillige rulleafleveringer med fodsålen imponerede.

Træning i den varme kræver masser af væske.

Træning i den varme kræver masser af væske.

Bedre trup nu

Efter træningskampen blev spillerne bedt om at skifte til løbesko, og René Skovdahl tvang de sidste resurser ud af de svedende spillere. En række hårde løb fra baglinie til baglinie blev det til.

Herefter samlede Tom Køhlert spillerne i en rundkreds.

- I har gjort et kanon flot stykke arbejde, og det er min fornemmelse, at vi har en endnu bedre trup nu, end da vi tog afsted. Vi træner to gange onsdag, to gange torsdag og to gange fredag og så spiller vi kamp mod Halmstad på lørdag. I har fri mandag og tirsdag, og det kan i betragte som en belønning, fortalte Køhlert til spillerne, der derefter lige skulle ud at løbe af sammen med Skovdahl, inden spillerbussen kørte dem hjem til hotellet igen. Mandag morgen er der morgenmad klokken 03.30, og 04.20 forlader de hotellet, inden flyet mod Madrid går ved 6-tiden. Derfra går turen videre mod det noget køligere Danmark.

Ifølge sportschef Anders Bjerregaard har klubben været glade for opholdet i Maspalomas, og hvis man bliver inviteteret igen, stiller klubben gerne op i Maspalomas Cup 2008. Invitationen kommer eventuelt til november, og til næste år vil Maspalomas råde over yderligere et par baner, da byggeriet snarest forventes at blive sat i gang.

Trofæet

Maspalomas Cup-trofæet bliver på Gran Canaria. Og i Brøndby.

Vinderne af årets turnering Shakhtar Donetsk får i øvrigt ikke det samme flotte store trofæ med hjem, som Brøndby gjorde sidste år. Kunstneren, der har lavet trofæet, er desværre død i det forgangne år, og turneringsledelsen har derfor bedt om at beholde det sidste eksisterende trofæ, da ingen andre kan lave et tilsvarende mesterværk. Dermed blev Brøndby den sidste klub, der fik trofæet med hjem til ejendom.