Schmidt til Silkeborg

31.01.2007 18:58

Midtbanespilleren Stefan Schmidt skifter på en fri transfer til Silkeborg IF, hvor han tiltræder med øjeblikkelig virkning. 31-årige Stefan Schmidt kom også til Brøndby IF på en fri transfer fra AaB i sommeren 2004 på en 3-årig kontrakt, men formåede aldrig at tilspille sig en fast plads i startopstillingen.

- Stefan ønskede at skifte til en klub, hvor der var bedre udsigt til fast spilletid. Han var været en rigtig god spiller at have i truppen, top professionel, men nåede desværre ikke at etablere sig som stamspiller. Stefan har været meget professionel og loyal, og han har leveret en 100 % indsats de gange han har spillet, hvad enten det har været for 1. holdet eller med talenter i 2. division.

- Stefan havde kontraktudløb til sommer og vi var enige om, at vi ville forsøge at hjælpe ham til en ny klub inden transfervinduet lukkede. Silkeborg kom på banen med et attraktivt tilbud for Stefan, som vi ikke ville stå i vejen for, siger sportschef Anders Bjerregaard og tilføjer.

- Jeg vil benytte lejligheden til at takke Stefan for en fornem indsats i Brøndby IF, på og uden for banen, og vi ønsker ham naturligvis held og lykke med de nye udfordringer i Silkeborg.

Stefan Schmidt fik en lovende debut i sæsonpremieren 2004 mod OB, hvor han blev kåret som kampens bedste spiller, men han fik efterfølgende den første sæson spoleret af en knæskade. Schmidt nåede at spille 29 kampe og score 1 mål for Brøndby.

Stefan Schmidt

Stefan Schmidt skifter med øjeblikkelig virkning til SAS Liga-klubben Silkeborg IF. Stefan Schmidt og Silkeborg er i øvrigt Brøndbys modstander i sæsonens næstsidste kamp, en kamp der spilles på Silkeborg Stadion den 24. maj 2007.