Peguero forbedrer sig

21.01.2007 17:02

I august kom den haitianske angriber Peguero Jean-Philippe til Brøndby fra den amerikanske MLS-Liga, men efter et par kampe og også et par scoringer blev Peguero korsbåndsskadet. På træningslejren på Gran Canaria har Peguero tilbragt det meste af tiden i hotellets fitness-rum, men søndag var han med ude at se de øvrige spillere træne. Peguero kan godt lide at være på træningslejr.

- Det er en drøm, jeg savner bare at komme derud på banen. Jeg ville nyde at være derude hver dag, men jeg er ikke bitter. Skader er en del af gamet, og sådan er det, lyder det fra haitianeren.

Peguero jongler med bolden på Gran Canaria.

Peguero jongler med bolden på Gran Canaria.

Muskler kommer tilbage

Peguero kan godt jonglere med bolden, men ellers er det mest styrketræning og cykeltræning han praktiserer i øjeblikket. Der sker dog fremskridt i øjeblikket,

- Jeg har det fint. Det er blevet meget bedre med skaden, og jeg er ved at få lidt muskler tilbage. Det var en slem skade, så jeg skal bare tage det roligt, men jeg forbedrer mig i øvelserne i øjeblikket, siger Peguero.

Skaden kom i september, men alligevel er det ikke sikkert, at Peguero, når at komme i kamp, før til juli, hvor den nye sæson starter op.

- Jeg håber at være klar før. Det tager mellem seks og ni måneder, og måske tager det ni for mig. Jeg vil lave et godt comeback, og vil ikke komme tilbage og så få et tilbagefald med det samme, siger Peguero.

Peguero bæres fra banen efter at være blevet skadet på Brøndby Stadion.

Peguero bæres fra banen efter at være blevet skadet på Brøndby Stadion.

Vil hjælpe

Lige nu ved han godt, hvad han glæder sig mest til. Han har det nemlig skidt med at se sin klub på 7. pladsen.

- Jeg ser frem til at hjælpe dem. I øjeblikket er holdet i en situation, det aldrig har været i før, og jeg ved, jeg kan hjælpe dem. Jeg ser frem til at hjælpe holdet til en bedre position, forklarer han, inden han jonglerer lidt videre med bolden.