Marc O: Køhlert en fordel for mig

18.01.2007 08:05

I december kom beskeden om, at han fra nytår var med i A-truppen. Forrige mandag havde han første træningsdag. Denne mandag fyldte han 21 år, og samme dag tog han med resten af Brøndby-truppen på træningslejr. Offensivspillerne Marc Olsen ser med glæde tilbage på de første ti dage i A-truppen.

- Det er gået rigtig godt. Jeg kendte jo mange af spillerne i forvejen, og er gode venner med mange af dem i forvejen, fordi jeg har spillet med dem i mange år, fortæller Marc Olsen.

Sidst på efteråret trænede han lidt med A-truppen, men spillede for det meste kampe på U-20 holdet, hvor Tom Køhlert var træner. Nu er Køhlert også Marcs cheftræner på holdet, men der er en lille forskel.

- Det er jo en lidt anden rolle, han har her. Før var det lidt mere udviklingsmindet, hvor det her er lidt mere resultatmindet nu, men det har jeg det helt fint med. Træningen er meget de samme principper som i U-20 truppen, men selvfølgelig er det lidt højere niveau og tempo.

Trætte spillere

Spillerne sørger for at drikke rigeligt med væske efter træningerne.

Køhlert positiv

Olsen er glad for at fortsætte med Køhlert som træner, og ser absolut ikke den nye cheftræner som en ulempe for ham personligt.

- Jeg ser det helt klart som en fordel. Især fordi han godt kan lide den type fodboldspiller, som jeg nu er. Han kan godt lide at være i boldbesiddelse og spille angrebsfodbold, og det passer godt til mig, forklarer Olsen, der også er glad for at være kommet med på A-truppens træningslejr for første gang.

- Det er skønt. Det er rigtig fedt og en kanon måde at komme i form på. Masser af træning og fantastiske omgivelser. Det er dejligt at være helt nede i varmen, lyder det fra Olsen, der ellers har været på masser af træningslejre med Brøndbys ungdomshold og U-landsholdene.

Kæresten kommer

De første dage har Marc Olsen boet alene på hotelværelset, men torsdag kommer kæresten på besøg.

- Min kæreste studerer medicin på første semester og skal til eksamen onsdag, men så flyver hun herned bagefter, så jeg får en halv single-tur og en halv kæreste-tur, griner Olsen.

Målet for træningsopholdet på Gran Canaria er klart.

- Jeg håber at få god træning og en masse spilletid i kampene, og det tror jeg også, jeg gør, siger han og foråret som helhed glæder han sig også til.

- Det bliver et rigtig spændende forår, tror jeg, hvor jeg håber, jeg stille og rolig kan spille mig mere og mere ind i truppen, få noget spilletid og komme ind og gøre et kanon indtryk, når jeg kommer ind, lyder det fra Olsen, der kan spille begge kanter og offensiv midt, men selv tror mest på chancen på venstrekanten.

Trætte

Afslapning efter en hård træning.

Spansk og Katongo

Farmand Fernando Olsen, der også var en god fodboldspiller, kom til Danmark fra Spanien som tre-årig, men sønnike taler ikke flydende spansk af den grund.

- Jeg har haft det to år i gymnasiet og taler det kun lidt, forklarer han, men indrømmer samtidig, at det er ham, der bestiller, når truppen skal have noget på spansk.

Tirsdag nævnte nyindkøbte Chris Katongo, Marc Olsen, som en af dem, der havde taget særlig godt imod ham, og det overrasker tilsyneladende unge Olsen lidt.

 Jeg har bare snakket med ham, som jeg gør med de fleste. Nå, men det er jeg da glad for, at han synes. Jeg har snakket med ham, og han er en rigtig sød fyr. Han har gjort et rigtig godt indtryk på alle. Han virker meget målrettet og rigtig sød og rar, forklarer Olsen, inden han løber ud til træning, hvor Køhlert har kaldt til samling.