Køhlert satser på 4-4-2

17.01.2007 21:50

Han var træner i klubben, før mange af spillerne blev født. For fjerde gang er manden med et af verdens største Brøndby-hjerter trådt til for at træne de blå-gules bedste fodboldspillere. I øjeblikket er han så med sit hold på træningslejr på Gran Canaria, og ifølge Køhlert er de første dage forløbet fint.

- Det har faktisk været godt. Der bliver arbejdet hårdt hver dag. Lidt for ivrige synes jeg endda, de er, men hellere det, end at der ikke sker noget. En anelse betænkelig kan jeg være ved de to kampe, vi skal spille, hvis vores spillere er trætte. Hvis jeg selv skulle have valgt rækkefølgen, så ville jeg hellere have sat de to kampe sidst i forløbet. På den anden side har de to modstandere en styrke, så vi kan se, hvordan det reelt ser ud med vores hold, siger Køhlert efter onsdagens træning.

Tom Køhlert

Cheftræner Tom Køhlert i forgrunden mens spillerne strækker ud i baggrunden.

Stephan imponerer

Generelt har hele truppen gjort det godt på træningsbanen, men særligt en mand har imponeret cheftræneren.

- Du så det jo selv. Målmanden. Det er uhyggeligt, så reaktionsstærk han er Stephan. Ja begge målmænd arbejder sgu godt, men Stephan han reagerer lynende hurtigt. Det er som om, han ser, hvor de vil sparke, så selvom boldene sidder yderligt, så er han der alligevel, fortæller Køhlert, der i sidste uge startede de spillersamtaler op, som hver enkelt spiller kommer igennem. Samtalerne fortsætter på Gran Canaria, og foreløbig har omkring en tredjedel af truppen været igennem.

4-4-2 fra nu af

På Gran Canaria deltager holdet i Maspalomas Cup, men målet med turen er ikke decideret at gentage den turneringssejr, man vandt sidste år.

- Der er lagt op til en social tur og jeg synes det er fint med koner og børn. Vi får lavet, det vi skal på træningbanen, men det er klart, det er et langt sejt træk. Hvis vi har fremskridt i morgen, og man kan se, at spillerne gør, hvad de kan, fighter og har en god indstilling, så kan vi ikke gøre mere lige nu. Så må vi bygge på i løbet af den kommende tid.

De øvrige hold i turneringen er Shakhtar Donetsk, Rapid Bukarest og Rosenborg. Rosenborg skal Brøndby ikke møde, mens det fredag gælder Rapid Bukarest og allerede torsdag Shakhtar Donetsk. Dem kender Køhlert dog ikke meget til.

- Jeg ved ikke andet, end at de har været i Europa Cuppen, og at de formentlig er den type hold, der er meget skarpe i kontrafasen. Vi spiller 4-4-2 har jeg lagt mig fast på, og så bliver det spændende om den organisation, vi nu har kan dæmme op for det, fortæller han.

Satser på de rutinerede

Om årsagen til nu permanent at spille 4-4-2, lyder det.

- Jeg har hele tiden synes, at der skulle mere spil inde i boksen. Det krævede, vi fik en angriber mere, og det er så Chris Katongo. Så har vi David, Duncan og Chris. Og Ruben Bagger skal man heller ikke afskrive, og så er der Hannes jo, lyder det fra Køhlert, der ikke vil sige noget, om hvor tæt holdet mod ukrainerne er på den startopstilling, han forventer at sende på banen i forårets SAS Liga.

- Det er klart, at jeg inde i mit hoved har 20 spillere. Der er to spillere til hver plads, der ligger nogenlunde klar. Det er jo dagsformen, om det skal være Rytter eller Kildentoft. Det bliver formentlig de rutinerede, der spiller. Det tror jeg nok, man gør klogt i. Det bliver bygget op omkring Daugaard, Lantz, Retov og Per Nielsen, siger Køhlert, der må undvære de skadede Peguero, Trond Andersen og Rector samt Kasper Lorentzen, der lige er vendt tilbage en skade og Morten Molle Rasmussen, der har slidt med sygdom. Derudover er Spelmann, Ericsson og Ankergren med landsholdet, men Køhlert har svært ved at vurdere betydningen af at måtte undvære dem.

- Så er der jo andre, der skal spille. Jeg kan ikke sige, før vi har spillet, hvor meget det betyder. Det er dem, der spiller i stedet, der bestemmer, om det er noget problem, fortæller han.

Turneringen har lagt op til fem udskiftere pr. kamp, men Shakhtar har spurgt Brøndby, om det er muligt at ændre det til otte udskiftere, og det er blevet godkendt. Køhlert understreger dog, at der ikke bliver tale om at skifte hele holdet i pausen, som man nogen gange ser det.

Fysisk træning

René Skovdahl i spidsen for den fysiske træning.

Taget fint imod mig

På hotellet har cheftræneren fået værelsenummer 2220 længst væk fra alle andre, men det har han ikke nogen forklaring på.

- Jeg håber det er tilfældigt, men det generer ikke mig. Der er jo forskel på trænertyper, og jeg hører til dem der synes, at træneren kun skal være på, når det er hans arbejde, ellers er scenen spillernes efter min mening, lyder det ydmygt fra Køhlert, der føler sig godt modtaget af spillerne.

- De har taget fint imod mig. Jeg regner med, at jeg har den opbakning, som jeg forventer. Jeg kender jo dem allesammen, så det har ikke været noget stort problem, fortæller han.

Tirsdag fortalte den nye angriber Chris Katongo, at han havde slået Mikkel Bischoff i bordtennis. Køhlert dyster også med den lette bold, men ikke mod spillerne.

- Nej, jeg spiller kun mod Peder. Ham kan jeg vinde over, selvom jeg kun støder med skaftet, griner Køhlert, mens Siggaard, der lytter med, ikke ser ud til at være enig i den vurdering.