Køhlert: Disciplin og organisation er nøgleord

08.01.2007 15:00

I dag var den første officielle dag som nyudnævnt cheftræner for Tom Køhlert, der tre gange tidligere har været cheftræner i Brøndby IF. Et af de største fokuspunkter den kommende tid for Tom Køhlert bliver organisationen på holdet.

- Det er meget vigtigt for mig, at der er en god disciplin og et godt sammenhold i truppen, og det er bl.a. her vi vil fokusere en del de kommende uger. Vi skal have en stærk organisation og nogle faste rammer, og inden for de rammer kan man så udfolde sig, på og uden for banen, siger han til brondby.com.

Tom Køhlert

På vej til træningen med bolde og veste, mens spillerne var på løbetur i skoven.

Uændret filosofi

Dagens træning var en let omgang, med løbetur og "kant" på den nye kunstgræsbane.

- Den her uge handler mest af alt om det fysiske. Spillerne skal testes og det er primært René (Skovdahl, Red.) der er på i den her uge. I morgen skal spillernes form testes. Næste uge er kampuge, hvor træningen selvfølgelig er tilrettelagt efter det. Når de 14 dage så er gået er vi nået et skridt videre og kan så tage stilling til nogle af de ting fans og medier interesserer sig for de her dage, fx hvordan jeg synes truppen skal se ud.

- Mit udgangspunkt er at jeg har den her gruppe at arbejde med og de kommende 14 dage vil give mig et billede af hvor folk står henne, slår Køhlert fast og tilføjer, at der ikke bliver ændret i den måde Brøndby skal spille på.

- Min spillefilosofi er den samme som Michael Laudrups og sådan har vi altid spillet med U-holdene. En masse shortpassing, hurtige afleveringer langs græsset og kvikt spil. Offensivt og målsøgende, forklarer Køhlert der understreger at resultaterne er det vigtigste.

- Vi tager en kamp af gangen i foråret. Og den vil vi vinde, slutter cheftræneren bestemt inden medierne atter trækker i den nye chef.

Køhlert og Siggaard

Det nye trænerteam, Køhlert og Siggaard, under samtale på træningsbanen.

Tom Køhlert

Tom Køhlert ved hovedindgangen til Brøndby Stadion.

Tom Køhlert

Sportspressen stod tæt omkring Køhlert efter dagens træning.