Brøndby IF indgår sydafrikansk scoutingsamarbejde

11.01.2007 11:40

For få dage siden overgik Brøndby IF's mangeårige målmandstræner, Jørgen Henriksen, til et job som scout for Brøndby IF, og allerede nu har han været i aktion i Sydafrika hvor han sammen med Brøndby IF's tidligere sportsligt-administrative ansvarlige, Emil Bakkendorff, har fulgt den kommende Brøndbyspiller, Chris Katongo, på banen.

Efter at have set Katongo score hattrick i søndagens 4-2 sejr over AmaZulu anbefalede de to Brøndbyledere at sportschef Anders Bjerregaard ved selvsyn fik mulighed for at se den zambianske landsholdsspillers kvaliteter. Her så han i går Chris Katongo score det enlige mål i Jomo Comos' 1-0 sejr over Mamelodi Sundowns i den sydafrikanske Premier League.

På besøg i Brøndby

- Det er selvfølgelig dejligt at vores tur til Sydafrika har givet resultat i form af en ny spiller. Vi synes imidlertid at setup'et i Jomos Comos er så interessant, at vi har indgået et fremadrettet samarbejde omkring scouting. Og desuden har vi fået Jomo Comos' U16-hold til at deltage i sommerens Brøndby Cup, fortæller Jørgen Henriksen om turen til Sydafrika.

- Som en del af aftalen kommer vi til Brøndby en gang om året, hvor Brøndby IF's sportslige sektor vil have mulighed for at kigge nærmere på vores spillere. Brøndby IF får desuden de eksklusive rettigheder til at aftage ungdomsspillerne på vores akademi, fortæller Jomo Sono om samarbejdet.

Varmt gensyn

For Emil Bakkendorff var det et kært gensyn med Sydafrika som han i en længere periode besøgte i 1990'erne besøgte og var med til at etablere en fodboldskole som Brøndby IF senere trak sig ud af.

- Fodboldkendere vil sikkert genkende både Jomo og Cosmos. Jomo Cosmos er dels opkaldt efter ejeren Jomo Sono og dels efter New York Cosmos hvor Jomo Sono i 1977 spillede som professionel bl.a. sammen med Franz Beckenbauer. Klubben fokuserer i høj grad på talentarbejdet og er med base i Johannesburg kendt som en af de bedste talentklubber i Sydafrika, og det jeg har set indtil videre hernede, viser i hvert fald at de tager opgaven med at udvikle unge spillere meget seriøst. Det er i hvert fald imponerende at se udviklingen siden jeg sidst var hernede, fortæller Emil Bakkendorff.

Ekstra