28 grader og højt humør

16.01.2007 19:16

Der var 28 grader og højt humør på, da Brøndby-truppen tirsdag klokken 12.00 afløste Rosenborg og indtog træningsanlægget Las Burras i udkanten af Maspalomas i det sydlige Gran Canaria.

Træner Tom Køhlert startede med at kalde spillerne sammen til en kort briefing om, hvad der kommer til at ske under det otte dage lange ophold på Gran Canaria. På kampdagene torsdag og fredag skal der blandt andet kigges lidt på de defensive dødbolde.

Derefter var det tid til det første småspil. Tre og tre gik spilerne sammen for at lave indersideafleveringer eller jonglere. Nytilkomne Chris Katongo, der trænede med for første gang, fandt hurtigt sammen med David Williams og Mark Howard og så ud til at falde fint ind.

Spillerne samlet

Træner Tom Køhlert kalder til samling inden træningen indledes.

Spil på jorden

Efter et kvarters fysiske øvelser under den fysiske træner René Skovdahl, blev spillerne delt op i tre grupper. Her skulle der øves indersideafleveringer og positionsspil med én berøring. Tom Køhlert tog sig af gruppen med Katongo, Schmidt, Thomas Rasmussen, Per Nielsen, Lorentzen, Duncan og Mads Jørgensen, mens René Skovdahl og assistenttræner Peder Siggaard styrede de øvrige.

Siggaard var særlig omhyggelig med, at spillerne skulle holde bolden på jorden. Hellere to boldberøringer end bolden i luften, som han råbte.

Mike Jensen

Spillerne skal drikke rigeligt for at holde væskebalancen oppe.

Duncan og Hannes skarpe

Derefter var det tid til noget af det hårde. Løb på hel bane. Spillerne skulle en ad gangen løbe i høj, men ikke maksimal fart fra baglinie til baglinie. Fem gange skulle dette præsteres og det med kun kort pause imellem. Her var det flot at se Katongos løbestil. Let og elegant fløj han over græsset som en anden løber fra et atletikstadion. Trænerne måtte dog lige bremse ham ved at råbe "too fast".

Efter en vandpause tog man så endnu fem løb, inden det sidst var tid til en afslutningsøvelse efter konceptet aflever, tæmning, udfordre, indlæg og afslutning.

Fra højre side startede driblede Rytter, Kildentoft, Mads Jørgensen og Mike Jensen udenom en skraldespand og lagde fornuftige indlæg som særligt Morten Duncan Rasmussen og Hannes Sigurdsson formåede at udnytte. Derefter blev seancen gentaget fra venstre side, hvor Sennels, Marc Olsen, Schmidt og Thomas Rasmussen stod for indlæggene.

På stregen skiftedes Michael Tørnæs og Stephan Andersen til at forsøge at redde, og sidstnævnte kom særligt i vejen for mange af de flade afslutninger, ligesom han kom med en del opmuntrende råb. Som afslutter var anfører Per Nielsen også en oplevelse. En flugter på overliggeren, et hovedstød på stolpen og en scoring blev det til.

Williams og Katongo

Katongo er vant til den høje varme og havde god fart i støvlerne under løbetræningen.

Tunnel og svimmel

Efter afslutningerne var det tid til en såkaldt kant med 5 mod 2. I den ene gruppe imponerede Stephan Andersen med hele tre tunneller, mens Retov i anden undrede sig over, om det mon var statuer han var i gruppe med, siden de ikke formåede at holde bolden inden for kanten.

Med en temperaturforskel på 20 grader i forhold til det kolde Danmark er det vigtigt med vand. Tom Køhlert var således flittig til at råbe spillerne ud til væskepause på sidelinien, hvor hver spiller fik en halvanden liters vandflaske. På Morten Molle Rasmussens flaske var der viklet tape omkring.

Forsvarsspilleren har den seneste tid slidt med influenza-lignende symptomer og trænede med for første gang i en uge. Det holdt dog ikke længe, for efter tyve minutter måtte han sætte sig ud i skyggen med svimmelhed. Ifølge læge Eilif Larsen var det dog blot, hvad man kunne forvente.

- Han har ligget med halsbetændelse og har ikke rørt sig i en uge. Det var meningen, at han kun skulle træne med i de indledende øvelser, og han er kun med hernede for at rehabilitere. Han kommer ikke med i nogen af kampene, fortæller Eilif Larsen.

Løbetur

Løbetur i næsten 30 graders varme.

Kasper Lorentzen, der på træningslejren sidste år i Maspalomas fik problemer med knæet, trænede med i næsten hele træningen, men var ikke med i afslutningsøvelsen, hvor han i stedet satte sad med is på knæet.

- Der er ikke sket noget. Det er bare knæet, der har en tendens til at hæve. Jeg føler jo ikke, der er noget, men nu skal jeg stille og rolig bygge det op, og så skal Eilif tjekke det, fortæller Lorentzen.

Fraværende fra træningen var Trond Andersen, Jean-Phillippe Peguero og Giovanni Rector, der alle tre i stedet tilbragte nogle timer i hotellets fitnessrum. Gio har fået problemer med sit knæ, der hæver op, men træner måske med i morgen, hvor også Marcus Lantz, der netop er blevet far for anden gang, forventes at træne med.

Kasper Lorentzen

Kasper Lorentzen trænede med.