150 tilmeldte til Super Bowl på Brøndby Stadion

20.01.2007 11:22

Over 150 personer har i den første uge af billetsalget købt billet til det store Superbowl-arrangement der foregår i loungerne på Brøndby Stadion den 4. februar.  Men der er stadigvæk billetter at få.

Når finalekampen i amerikansk fodbold afvikles natten mellem den 4. og 5. februar vil du kunne følge kampen på storskærm i loungerne på Brøndby Stadion. Som en snigpremiere på hvad Brøndby Stadions nye sportscafe 1964 vil kunne tilbyde, afholder vi et forrygende Superbowl arrangement med god mad, quiz og livesport i tv.

For dem, der er interesserede i at se det nye byggeri med fitnesscenter, gymnasium, sportsbar og lounger starter vi den 4. februar kl. 18 med en rundvisning på Brøndby Stadion. For alle, der ikke er interesserede i rundvisningen starter aftenen kl. 19 med optaktsudsendelsen "Tættere på Superbowl".

Lækker buffet

Herefter disker Den Skaldede Kok op med en kæmpe Superbowl-buffet med saftige spareribs med hjemmelavede pommes frites og cole slaw, sprødstegte orange- og hvidløgsmarinerede kyllingemedailloner med rucolamayonnaise, grøn salat med croutons og dressing og hertil brød og smør. Til dessert: Cheesecake med syltede clementiner.

Efter maden vil der være NFL-quiz, for alle der har lyst til at teste deres viden ud i amerikansk fodbold og deltage i konkurrencen om NFL gear. Transmissionen af Superbowl XLI fra Dolphins Stadium i Miami starter ved midnat. Vi er med hele vejen til slutningen kl. 5.

Der vil være salg af drikkevarer og snacks under hele arrangementet.

Prisen er 175 kr. (de 60 kr. i portogebyr refunderes når BrøndbyShoppen godkender betalingen) og inkluderer kæmpe football-buffet, quiz og rundvisning. Der vil være mulighed for køb af drikkevarer under arrangementet.

Billetter kan købes i BrøndbyShoppen eller webshoppen. Der er et begrænset deltagerantal til dette arrangement. Billetter sælges indtil den 31. januar.