Fra BIFKids til Brøndby Kids

20.02.2007 10:56

Er du i dag blandt de 9.000 medlemmer af BIFKids, kan du godt begynde at glæde dig til at blive medlem af en helt ny sej klub for børn mellem 0 og 12 år i Brøndby IF. Nemlig Brøndby Kids.

Brøndby Kids er Danmarks sejeste klub for børn, der holder med Brøndby IF. Som medlem får du adgang til masser af aktiviteter, hvor du kommer tættere på spillerne og klubben - både på nettet og på Brøndby Stadion. Så er dit hjerte blåt og gult, er Brøndby Kids lige noget for dig.

Allerede nu kan du tjekke den nye børneklub ud på nettet - på adressen brondby.com/kids, og du kan altid finde frem til siden ved at klikke på Brøndby Kids i toppen af de forskellige sider på brondby.com.

- Brøndby Kids fokuserer i meget høj grad på de nære ting i Brøndby IF såsom fodbolden, underholdning og fællesskab. Med Brøndby Kids vil vi vise at vi tager børnene seriøst som fans, og at vi ønsker at kommunikerer til dem i øjenhøjde, fortæller projektleder Michael Rasmussen om den nye børneklub.

Aktiviter hele tiden

Som medlem af Brøndby Kids får du adgang til masser af aktiviteter - både på nettet, på Brøndby Stadion og uden for kampdage. Alle som melder sig ind i Brøndby Kids, får en velkomstpakke med diplom og velkomstgave samt billetter til udvalgte kampe på Brøndby Stadion.

På kampdage kan medlemmer af Brøndby Kids tage teknikmærke i Apollo Park som er en stor eventpark med masser af fysiske aktiviteter. Du kan bl.a. teste dine evner som målmand, driblekonge og skarpskytte. Og inden for i Brøndby Kids-huset, som er et helt nyt lokale i den nye bygning foran DNE Tribunen, kan du spille fede spil på vores spillekonsoller, se tegnefilm og holde børnefødselsdag.

Til næsten hver hjemmekamp på Brøndby Stadion vil Brøndby Kids-huset og Apollo Park byde på spændende aktiviteter, fx tifo-dag, sangdag eller besøg af Brøndby IF's maskotter Brøndus og Nanok.

Legeland

Tjek Brøndus' fede Brøndby Kids legeland på brondby.com/kids.

Når det er tid til at kampen skal i gang, kan du sætte dig til rette i Brøndby Stadions FamilieCenter, som er en del af Brøndby Kids. Også her vil der være særlige oplevelser i forbindelse med kampene, fx tifoer i samarbejde med Brøndby Tifo.

Som medlem af Brøndby Kids bliver du samtidig børnemedlem af Danmarks bedste fanklub, Brøndby Support. Dermed får du adgang til at deltage i Brøndby Supports busture når Brøndby IF spiller rundt omkring i landet.

Ekstra