Nytårshilsen fra Per Bjerregaard
29.12.2007 09:27
2007 har unægtelig været et atypisk år i Brøndby IF. Der er sket utrolig mange ting på banen og udenfor, og det har ikke altid været lige let for folk, der lever og ånder for denne klub.
Året har budt på op og nedture, og vi har virkelig fået at mærke, hvad det vil sige, at være Danmarks mest eksponerede fodboldklub og -selskab. Jeg skal undlade at gennemgå alle begivenhederne i detaljer, men det er svært at sende en nytårshilsen uden, at komme ind på mange af de store begivenheder, der har været i og omkring vores klub i 2007.
Spændende start
Vi indledte 2007 med ansættelsen af Tom Køhlert. Det skete med baggrund i, at Rene Meulensten ikke følte at han var kommet på rette hylde i Brøndby IF og derfor ønskede at returnere til Manchester.
Man kan sige, at det gav resultat fra start, for allerede 3 måneder senere kunne truppen fejres som Royal League-mestre foran 20.000 tilskuere til finalen på Brøndby Stadion, hvor FC København blev besejret 1-0. En glædelig begivenhed, da Royal League stod højt på den sportslige ønskeseddel.
I ligaen gik det dog knap så godt, og vi endte sæsonen på en 6. plads. For første gang siden 1994 lykkedes det altså ikke at ende med guld- eller sølvmedaljer, og en slutplacering midt i ligaen er naturligvis ikke tilfredsstillende.
Med til historien hører, at vi som i efteråret 2006 også i foråret 2007 var ramt af utroligt mange skader, og vi nåede i hele sidste sæson kun en enkelt gang, at spille med samme forsvar i to på hinanden følgende kampe. På et tidspunkt var 14 mand ude med skader af forskellig art, og det er baggrunden for den store trup, vi valgte at holde fast i.
Året blev indledt med en sejr i Royal League.
Efteråret - sportsligt
Sommeren bød på indkøb af gode spillere, og forventningerne til efteråret var, at vi skulle arbejde videre frem mod bedre resultater og stabilitet i spillet. Begge dele lod dog vente på sig, og især på udebane kneb det gevaldigt med at få tingene til at hænge sammen. Det var en skidt periode, vi dog fik arbejdet os ud af.
Vi holdt fast i den sportslige strategi, og selvom spillet endnu ikke har nået det niveau vi skal være på, sluttede vi efteråret af med en stribe på 10 kampe og kun et enkelt nederlag under meget svære forhold i Esbjerg. Vi kvalificerede os til kvartfinalen i pokalturneringen efter en flot sejr i Odense, og pilen peger den rigtige vej. Målet har hele tiden været, at fortsætte fremgangen og kvalificere os til Europa. Det er det fortsat, og jeg mener det er realistisk.
Efterårets nedtur blev afløst af pokalsejr i Odense og en stribe gode resultater som afslutning på halvsæsonen. Overordnet set har efteråret dog ikke været godkendt.
På talent-siden er det dejligt at konstatere, at vi fortsat leverer det bedste arbejde i Danmark. Det handler om udvikling, men ikke desto mindre var Doublen til vores YDM-hold og medaljer til juniorerne et glædeligt bevis på, at man også kan levere top-resultater mens man sørger for at spillerne udvikles.
Travlhed
Uden for banen har der også været travlt. Vi oplevede et overtagelsesforsøg fra en investor-gruppe, der virkelig forstod at bruge medierne under og efter selve aktionen. Jeg er blevet fortalt, at ingen journalister har oplevet noget lignende, og det må jeg da sige at jeg heller ikke selv har. Det vidner, om ikke andet, om, at Brøndby IF fortsat er Danmarks mest interessante fodboldklub, og det skal vi faktisk være stolte af.
Jeg selv trådte tilbage som administrerende direktør og blev valgt ind som bestyrelsesformand og vi satte fart i processen med at finde den permanente afløser.
Arbejdet pågår stadig, og forventes færdiggjort i starten af det nye år, men jeg er glad for at sige, at Ole Palmå, som blev konstitueret administrerende direktør, har gjort det rigtig, rigtig godt. I det hele taget har vi en stærk organisation, der er godt besat med en dygtig og professionel ledergruppe.
Det fik jeg igen bekræftet, da jeg i sidste uge blev præsenteret for de forskellige afdelingers tanker og planer for den kommende tid, hvor arbejdet for at fremtidssikre Brøndby IF fortsætter på fuldt tryk.
Der var travlhed på og uden for banen i 2007. Blandt andet blev det nye byggeri med sportscafé 1964 og den eksklusive Michael Laudrup lounge indviet i foråret, og der er lagt op til endnu mere aktivitet på og omkring Brøndby Stadion de kommende år.
Ny hovedsponsoraftale
Codan offentliggjorde, at selskabet, som et led i en ny Nordisk sponsorstrategi, træder tilbage som hovedsponsor fra sommeren 2008, og når man har haft et samarbejde som det vi har oplevet med Codan, er det altid en kedelig nyhed. Vi er dog meget glade for, at Codan allerede nu har skrevet under på en samarbejdsaftale, der betyder at de fortsætter sponsoratet på et højt niveau. Her fra skal der lyde en stor tak til Codan for det fortræffelige samarbejde vi har haft - vi glæder os til det nye samarbejde.
En lille måned efter vi fortalte, at vi ledte efter en ny hovedsponsor kunne vi så offentliggøre den største sponsoraftale i Dansk fodbold. En unik aftale, der ud over den økonomiske del, også betyder at vi kan tilbyde Unicef, at få deres navn på brystet af alle klubbens spilletrøjer plus en række andre fordele. Bl.a. betaler vi over de næste 5 år 10 millioner kr. til Unicefs enestående arbejde for børns vilkår på verdensplan. Noget vi er utroligt stolte af, at kunne støtte, og et projekt der falder helt i tråd med det arbejde vi altid har gjort på det sociale område i Brøndby IF.
En af efterårets helt store oplevelser for mig personligt var, at lære folkene bag KasiGroup, vores nye hovedsponsor, at kende for alvor. Det engagement og den entreprenør-ånd de udstråler er uforlignelig. Jeg har den allerstørste respekt for folk, der husker hvor de kommer fra, og følger deres hjerte. Det er samtidig en organisation i enestående vækst, som vi vil få stor glæde af at arbejde sammen med i fremtiden.
I det hele taget har der været en rigtig stor og flot opbakning i kredsen af samarbejdspartnere, og det er virkelig en glæde, at opleve hvordan vi på flere områder er blevet mødt af partnere, der ikke har rystet på hånden trods massiv medie-modvind, og endda i flere tilfælde har ønsket at øge sponsoraterne. Tak for opbakningen!
Jesper Nielsen repræsenterede KasiGroup på et ualmindeligt velbesøgt pressemøde, hvor KasiGroup blev præsenteret som ny hovedsponsor og Unicefs navn for første gang blev vist på trøjen.
Vellykket emission
Som et skridt i det langsigtede strategiske arbejde, og for at styrke kapitalen i selskabet, valgte bestyrelsen at søge gennemført en kapitalforhøjelse via en aktie-emission. Som meddelt til Fondsbørsen d. 27. december, er tegningen nu afsluttet med et rigtig flot resultat til følge: 93,5% af de aktier, der blev udbudt til nuværende B-aktionærer blev tegnet, hvilket er en stor tillidserklæring fra vore aktionærer. Vi står nu i en position, hvor selskabet aldrig har været stærkere kapitalmæssigt.
Samtidig med kapitaltilførslen er A-aktiernes stemmeandel reduceret fra 50,4% til 43,2%, hvilket er i overensstemmelse med den langsigtede strategi.
Den store opbakning giver os også et stort ansvar. Der skal virkelig arbejdes målrettet, dygtigt og hårdt, så vi kan nå målet om sportslig og forretningsmæssig succes. I første omgang giver det os en endnu bedre mulighed for, at styrke truppen, men hensigten er naturligvis at lade pengene indgå i selskabets generelle beredskab, så vi kan agere hvis og når der bliver behov for det, sportsligt og forretningsmæssigt.
Opbakning
Med langt de fleste seere til SAS Liga-kampe og et stigende tilskuertal på hjemmebane i en svær tid, ser jeg mange positive tegn. Ifølge en undersøgelse lavet af Promovator, er Brøndby IF fortsat Danmarks bedste eksponeringsplatform, og det skyldes ikke kun de flotte resultater i klubbens historie.
Langt den største del af fansene viser gang på gang hvad Brøndby IF handler om: Fællesskab, engagement, vilje og ambitioner. De vil være Danmarks bedste, og de er det! Fraset enkelte, har det været en fornøjelse, at overvære det sammenhold, der er på tribunerne, og jeg glæder mig over den indvirkning det har i hele organisationen. Det betyder ufatteligt meget, at vi viser at vi står sammen, og jeg glæder mig til at opleve den fortsatte vækst i opbakningen, samt den fantastiske stemning der leveres hver gang. På Brøndby Stadion og på udebane.
De mange frivillige, der lægger massevis af timer og kærlighed i arbejdet for klubben skal også have en stor tak. Det er en fornøjelse at være en del af en klub, hvor så mange mennesker ofrer så meget for fællesskabet, og jeg kan ikke sætte ord nok på betydningen af deres arbejde. Der skal lyde en stor tak herfra til alle, der bruger deres fritid på at sikre at Brøndby IF fortsat er Danmarks bedste fodboldklub. Fra mikroput til veteran.
Opbakningen kulminerede på udebane i Viborg, hvor mere end 2.000 medrejsende fans blæste holdet frem til den første udebanesejr i 25 forsøg. En stemning og opbakning ingen der var med nogensinde vil glemme.
2008
Der er ingen tvivl om, at 2008 bliver et år med udfordringer. Vi arbejder videre med at opfylde vores strategi på det sportslige, finansielle og forretningsmæssige område, og der skal sættes fart på især den sportslige udvikling.
Spillerne og trænerne ønsker om nogen at det går godt sportsligt, og jeg er overbevist om, at de folk vi har i truppen når turneringen starter, også vil arbejde stenhårdt for at nå vores fælles mål. Det har ikke været lige sjovt for dem, at tingene ikke har kørt, og jeg har kun ros til overs til de, der har kæmpet og givet hvad de har, for at få vendt skuden.
Jeg håber og forventer, at vi kan holde fast i de positive sportslige resultater fra efterårets sidste del, at vi ender i top 4 i ligaen, at vi kan fortsætte de gode takter i pokal-turneringen, som vi går efter at vinde, og at vi kvalificerer os til Europa Cup og Royal League.
Det er store mål, men vi kan og vil ikke sætte os lavere mål i Brøndby IF, hverken i 2008 eller årene der kommer.
Det blev lidt længere end planlagt, og jeg har sikkert glemt nogle stykker undervejs. Meningen var sådan set blot, at ønske alle i og omkring Brøndby IF et godt og lykkebringende nytår. Pas på jer selv og hinanden.
Per Bjerregaard
Danmarks bedste fodboldstadion skal også i fremtiden danne ramme om de største opgør, nationalt som internationalt. Målet er internationale kampe allerede efter sommerferien.