Daugaard med nye opgaver

14.12.2007 12:37

Foråets opgaver som spiller i Brøndby IF, bliver ikke de eneste for Kim Daugaard. Daugaard, der har spillet hele 451 kampe for Brøndby IF, får også sin arbejdsgang i og omkring trænerteamet, hvor han så småt vil hjælpe til i det daglige.

En glidende overgang er selvfølgelig målet for Daugaard, der har kontraktudløb til sommer, og her lægges støvlerne formentlig på hylden. Trænergerningen kunne meget vel blive levebrødet, når en lang og imponerede karriere slutter.

Trænervejen en mulighed

- Det er en god chance og fint for mig, at starte på den måde, samtidig med at jeg fortsat spiller fodbold. Jeg skal jo tænke over, hvad jeg skal lave over når jeg stopper, for kroppen kan jo desværre ikke blive ved for altid, smiler Kim Daugaard efter formiddagens brunch i Players Lounge i forbindelse med årets sidste træningsdag.

- Det er ikke endelig planlagt endnu i detaljer, men det ligger til, at jeg skal hjælpe lidt til i trænerteamet, fx ved noget gruppetræning når træningen deles op. Og ellers bare komme med idéer og forslag.

Mens Køhlert og co. får en ekstra hjælper på og uden for træningsbanen, kommer Daugaard til at stå i lære hos en af de store.

- Det er selvfølgelig optimalt for mig, at jeg på den måde kan snuse lidt. Først og fremmest for at se, om det er noget for mig, fortsætter Daugaard, der påbegynder trænerkursus i det nye år.

Ferie først for

Mens tankerne utvivlsomt allerede ligger på forårets mange opgaver, er det nu engang ferie der venter først for. I dag sagde Daugaard og co. farvel og god juleferie til hinanden. Forude venter fire ugers ferie.

- Det bliver dejligt. Det er altid godt, at få ferie så vi kan få koblet helt af. Det trænger man til efter flere måneder, hvor man mere eller mindre har været på næsten dagligt. For mig personligt er det fint at få en lang ferie, for jeg tager ikke så lang tid om at komme i form igen.

- Jeg skal holde formen ved lige med løbetræning, og i længere tid har jeg været helt fit, uden lægproblemer, så jeg regner med, at jeg er helt frisk når vi starter op igen.

Du har som alle andre også fået udleveret et personligt træningsprogram til ferien af Skovdahl... er det slemt?

- Nej, haha, det er det ikke. Jeg kender det fra de tidligere år, men det er fint lige at få genopfrisket det, afrunder Daugaard med et smil og et tryk i hånden. God ferie.

Allerede den 6. januar trækker han i Brøndby-trøjen igen, da han er en af de spillere, der er udtaget til indendørsturneringen i Brøndby Hallen. Herefter venter der så opstart fra den 15. januar, hvor fokus primært vil være som fodboldspiller, men hvor der også vil være nye arbejdsopgaver for den rutinerede midtbanespiller.

 Kim Daugaard

Kim Daugaard glæder sig til ferien. Herefter venter der et spændende forår som fodboldspiller - og som medhjælper i trænerteamet.