Brøndby mest populære gæstehold

04.12.2007 12:24

32.153 tilskuere var ganske vist det laveste tilskuertal til et indbyrdes opgør i Parken siden 7. november 1999, hvor 28.818 så de to hold spille, men FCK-Brøndby var nu stadig den mest besøgte SAS Liga-kamp dette efterår.

Kampen endte uafgjort 1-1, men var medvirkende til at placere Brøndby IF på førstepladsen over de mest populære gæstehold på dansk græs. 

Eneste over 100.000

I alt har SAS Ligaens andre hold haft besøg af mere end 100.000 tilskuere, når Brøndby IF er kommet til byen, ikke mindst takket være den store skare af medrejsende fans, der har gjort steder som Viborg, København og Aalborg til rammer for den flotte blå-gule opbakning gennem efteråret. 

Det nøjagtige tal er 100.285, og Brøndby IF er dermed det eneste hold, der har trukket mere end 100.000 udebanetilskuere i efteråret 2007.

Fans

Gæste-afsnittet i Parken måtte udvides flere gange i løbet af billetsalgsperioden, og det endte med, at stort set hele den gamle langside i Idrætsparken var fyldt af gæstende fans. Sådan har det været mange steder dette efterår, hvor Brøndby IFs fans tog prisen som Årets Bedste.